En almindelig dag på kontoret

Men et anderledes kontor – lige efter min smag – et drømmekontor. Naturen, et par løbesko, godt selskab og 42,2 km.

Sådan bliver min hverdag i et års tid, og jeg glæder mig MEGET. Heldigvis har jeg mulighed for at øve mig mange gange inden. I dag øvede jeg mig i Odense til Fruens Bøge Marathon. Et super hyggeligt løb i dejlige omgivelser. Fantastisk at løbe ved siden af Odense Zoo – i dag så vi tigre og kameler (eller dromedarer – har ikke styr på puklerne) og hørte en søløve brøle højt. 

I dag var det fjerde gang, at jeg løb Fruens Bøge Marathon. Kevin holder løb cirka en gang om måneden, men det er lidt dyrt for os sjællændere, når vi skal krydse broen, så vi kommer ikke hver gang. I dag fyldte vi bilen, delte udgifterne, og så kører vi meget gerne til Odense.

 

 

Så hvordan ser sådan en almindelig dag ud?

I dag mødtes jeg med Rene, Henriette og Lene kl. 8.30 ved afkørsel 36 i Ringsted. Men dagen startede stille og roligt kl. 6.30, da vækkeuret ringede. Det tager gerne et kvarters tid for mig at vågne og mærke glæden ved en ny og spændende dag. Kl. 6.45 er det op og i gang. Ulrich klarer sig selv, men Emilie og Viktor skal have lidt hjælp for at være i skole kl. 8.00.  Kl. 7.45 kørte jeg mod Ringsted, og kl. 9.45 parkerede vi 100 meter fra start, så vi nåede det lige. Kevin holdt den obligatoriske velkomsttale og der blev taget gruppebillede af startfeltet. Kl. 10.00 gik starten, og foran os ventede 10 omgange af 4,2 km. Jeg følges gerne med nogen, ihvertfald den første del af løbet. I dag hyggede jeg mig med Henriette, Rene og Claus Ø (Også kaldet Kysse-Claus, men det er en anden historie :-)). Da vi var nået halvvejs føltes det godt for mig at sætte farten lidt ned, og Claus valgte at følges med mig, så vi fik næsten ordnet verdenssituationen. Claus er kendt for at følge de søde piger i mål 🙂

Vejret var fint et par timer henne i løbet, men så blev det regnvejr, og det endte med at være en kold fornøjelse. Jeg glæder mig til, at det bliver varmere, så vi kan snakke lidt i målet efter løbet. I dag var jeg hurtig i bilen for at skifte til tørt tøj og få varmen. Men vi fik lige snakket færdig i bilen på vej hjem.

Hjemme igen kl. 16.45. Farmor har kørt Emilie til håndbold, Viktor er hos sin far, og Ulrich er ikke kommet hjem fra arbejde, så jeg tager et langt og meget varmt bad, ordner vasketøj og laver madpakker, inden jeg henter mad.

Kl. 18.45 spiser Emilie, Ulrich og jeg mad foran fjernsynet, hvor Danmark taber til polen i håndbold. Det er ret øv. 

Kl. 20.30 er Viktor kommet hjem, og vi tager alle fire et spil "røvhul" inden vi siger godnat.

Nu er klokken 22.30, og jeg takker for en fantastisk dag.

 

Permanent link til denne artikel: https://www.fredskovmarathon.dk/2012/01/en-almindelig-dag-pa-kontoret/

Skriv et svar

Your email address will not be published.