Hvad gør dig glad i låget?

Da jeg kørte mod Ringsted efter job, tænkte jeg over, hvorfor jeg ikke bare kørte hjem. Det blæste en del og om mindre end to timer, ville det være drøn mørkt. Det var mit valg: marathon eller hjem i varmen. Jeg tænkte, at jeg bare havde lyst til at køre hjem, men jeg var draget mod løbet, og jeg vidste, at jeg ikke ville slappe af derhjemme, hvis jeg droppede at løbe marathon. Jeg havde planlagt at løbe, og det forpligter – i min verden 🙂 Viljestyrken tog over, og jeg havde bare lyst til at overvinde mig selv og få det bedste ud af løbet. Jeg kunne ikke lade være med at smile over paradokset, at jeg bare glædede mig til at løbe over målstregen og køre hjemad og alligevel gjorde det mig glad i låget.

Jeg tog det stille og roligt. Løb i mit eget selskab med en lydbog i øret. Det plejede jeg ikke – at have noget i ørene, men det skulle prøves. Jeg nød det, selvom det ikke bliver en vane.

Lydbøger gør mig glad. Jeg har altid været glad for at læse, men i en del år har jeg ikke prioriteret det, og det har jeg for nylig fundet ud af, at jeg savner. Det gør jeg ikke mere, for jeg har fundet en løsning. Lydbøger som jeg hører, når jeg kører rundt i min bil.

Dejligt at finde nye måder at blive glad på. Det er en stor del af livet – at finde ud af, hvad der gør mig glad og gøre mere af det. Jeg tror på, at det er meningen, vi skal være så glade som muligt. Vi skal omgive os med mennesker, der gør os glade. Vi skal lave ting, der gør os glade. Vi skal have et job, der gør os glade. Vi skal fylde ting i vores liv, der skaber glæde og livskvalitet. Hvis det mangler eller der ikke er nok, må du finde ud af, hvad der skal til for at finde mere glæde. Det kan være små ting, små ændringer, som starter med dig selv. Det er dit liv – dit ansvar.

Dagen i tal

Tidspunkt Onsdag den 6. december 2017
Sted Humør Marathon, Ringsted
Resultat 4.11.17
Marathon i alt 655
Marathon i 2017 24

Permanent link til denne artikel: https://www.fredskovmarathon.dk/2017/12/hvad-goer-dig-glad-i-laaget/