Elskede mig igennem

Fantastisk fest i de Københavnske gader
Sommervarmen lokkede vist ekstra mange ud i Københavns gader. Sådan føltes det ihverfald, da jeg i dag løb Copenhagen Marathon sammen med 9.000 andre løbere. Masser af skønne tilråb og hep gav motivation i sommervarmen. Tak til alle jer skønne heppere.

Skøn sol og varme
Jeg elsker solen, så jeg kommer aldrig til at klage over solskinsvejr – heller ikke i dag. Og der var skruet op for radiatoren lige fra start, og det blev kun varmere. Min plan var at løbe under fire timer, men lysten til at løbe lidt hurtigere fik mig til at stille mig omkring 3.40 ballonerne. Det føltes fantastisk de første 21 kilometer. Jeg kunne godt mærke varmen, men jeg led ikke (endnu). Jeg vidste, det var vigtigt at drikke ved hvert depot, men en anden vigtig ting havde jeg glemt. Salttabletterne lå stadig i tasken, og det var ikke nok, at jeg havde taget dem inden løbet. Kroppen manglede salt og med 15 kilometer igen måtte jeg sætte farten en del ned.

Elskede mig igennem
Jeg kan, jeg vil, jeg gør det. Også i dag. Derudover valgte jeg at elske i stedet for at kæmpe. Har hun tisset i natpotten? tænker du måske.  Nej, nej. Jeg gjorde det bare nemmere for mig selv ved at elske alt omkring mig, også manglende salt, ondt i maven, kvalme og trætte ben. Hvordan? Jeg tænkte  kærlige tanker om det hele. Sagde tak igen og igen.  Jeg tænkte tak, fordi jeg kan løbe her. Tak for det skønne solskinsvejr. Tak for erfaringerne. Tak for alle de skønne mennesker, der hepper. Tak til Sparta for deres store arbejde med at arrangere Copenhagen marathon.  Jeg brugte også thank you en del, for det gav en god rytme i takt til mine skridt. Thank you, thank you, thank you, thank you.  Så flyttede jeg fokus, skabte god energi og kilometerne forsvandt. Taknemmelig er kærlighed, så jeg elskede mig igennem istedet for at kæmpe. Det giver god mening, at kærlighed føles bedre end kamp. Så ELSK <3 Tænker dog stadig, at det kræver kamp, hvis det drejer sig om fodbold 🙂

Tak for i dag
I mål fik jeg endnu engang medaljen af skønne Ruth, som selv har løbet rigtig mange Copenhagen Marathon. Jeg er klar igen til næste år. Hvad med dig?

 

 

 

 

 

 

Dagen i tal

Tidspunkt Søndag den 13. maj 2018 
Sted Copenhagen Marathon
Resultat 3.49.17
Marathon i alt 664
Ultraløb i alt 26
Marathon i 2018 7
Ultraløb i 2018 2

Permanent link til denne artikel: http://www.fredskovmarathon.dk/2018/05/elskede-mig-igennem/