Skøn fødselsdagsfest

At løbe et marathon må være den bedste måde at fejre sin fødselsdag på 🙂

I dag fejrede vi Jerk W. Langers fødselsdag med et Skodsborg Marathon, der i dagens anledning var flyttet til Hornbæk. Det er blevet en tradition, at Jerk og Karen inviterer indenfor i deres sommerhus.

Først 6 runder á 7 km i de skønneste omgivelser og med de bedste depoter. Derefter en fantastisk buffet og til sidst lagkage. Skønt koncept 🙂

Jeg havde en god tur, men jeg kunne godt mærke, at jeg løb hurtigt i går. Det sad i benene og mindede mig om, hvad mit mål er. Jeg skal kunne løbe igen i morgen, og i over morgen og i ………. I dag var nr. 42 (á 42) og jeg er godt i gang, men det er kun begyndelsen, så TAKE IT EASY 🙂

Depoterne i dag var udover det sædvanlige. Ude på ruten var der depot med blandt andet hjemmebagte kanelsnegle og trofaste heppere. 

Ved Hornbæk Sø sørgede to gutter for fest. Der var både øl, vand, vin og på sidste omgang grillpølser. Så vi stoppede lige op og skålede 🙂

I mål lige inden uret passerede 5 timer fik jeg fyldt energidepoterne op med fiskefrikadeller, frikadeller og de lækreste salater. Til sidst selvfølgelig Karens velsmagende lagkage, hvor man er nødt til at tage to gange 🙂

Dejligt med hygge efter løbet og snak på kryds og tværs, inden turen gik hjem mod Næstved. 

Dagen i tal
Tidspunkt Lørdag den 25. august 2012, kl. 10.00
Sted Skodsborg Marathon, www.skodsborgmarathon.dk
Resultat 4.59.18
Løb nr. 42
Løb tilbage 324
Kilometer i alt 1.772,4 km

Nu er det tid til restitution, så jeg er klar til Strandvejsmarathon i morgen fra Helsingør til København.

Egentlig skulle jeg være til bryllupsfest, men det er prisen for at være dedikeret. Jeg kan bare ikke alt det, jeg plejer, og jeg kan slet ikke alt det, som jeg havde forestilling om, inden projektet gik i gang. Under planlægningsfasen var alt muligt. Under udførelsen er alt bestemt ikke muligt – ihvertfald ikke hvis jeg skal komme godt igennem.

Så nogle af de planer, jeg har lavet for lang tid siden, er jeg nødt til at lave om, og det bryder jeg mig bestemt ikke om. Som for eksempel brylluppet jeg sagde ja tak til, men til sidst måtte erkende at det ikke går. Nogle løb har jeg meldt afbud til, fordi det ikke hænger sammen. Øv, øv. Jeg vil jo gerne være sådan en, man kan stole på. Det mener jeg nu også, man kan, og nu er jeg blevet klogere og planlægger anderledes. 

Mens Ulrich fester og fejrer brudeparret, sidder jeg i sofaen med is på benene og føler mig enormt priviligeret, fordi jeg har mulighed for at "go all in". Den opbakning, jeg får, er ubeskrivelig og jeg er dybt taknemmelig. 

Opbakningen kommer ikke kun fra mine nærmeste og dem omkring mig. Den kommer også fra folk, jeg ikke kender – fra hele Danmark. Det er fantastisk, og jeg læser hver kommentar, mail og besked og  glæder mig over hver eneste. Jeg ville ønske, at jeg have tid og overskud til at svare hver enkelt, men sådan er det desværre ikke. Det håber jeg, at I har forståelse for 🙂

 

Permanent link til denne artikel: https://www.fredskovmarathon.dk/2012/08/skon-fodselsdagsfest/

Stort tillykke

Stort tillykke til Steen Jørgensen fra Greve Trim. Han løb sit marathon nr. 100 i dag og kom dermed i Klub 100 Marathon. 

Da Steen skulle ud på sin sidste omgang af 6 stod flere af løbekammeraterne fra Greve Trim klar til at løbe med. Jeg løb for langsomt til at være med der, men de overhalede mig 🙂

I målet blev Steen modtaget af klapsalver fra, jeg tror, det meste af Greve Trim, der var mødt op for at hylde Steen. Det giver gåsehud 🙂

Jeg havde også et rigtig godt løb med super godt selskab hele vejen af Henrik Schou Poulsen, også kaldet SP. Han er arrangør af Strandvejsmarathon, som jeg løber på søndag.

Vi snakkede og snakkede, og jeg holdt ikke så meget øje med tempoet. Det føltes godt, og mine ben var med mig, så sluttiden viser, at jeg løb hurtigere, end jeg længe har gjort. Det er rart at kunne det indimellem, men det bliver ikke en vane – ihvertfald ikke de næste 11 måneder 🙂

Efter løbet og lidt snak i målet kørte jeg mod Holte, hvor jeg sover til i morgen. Så er der ikke så langt til Hornbæk, hvor starten går kl. 10.00 i morgen.

Jeg var sulten, da jeg nåede frem, så jeg håbede på, at jeg kunne købe noget mad her på hotellet. Det kunne jeg heldigvis, og tjeneren var rigtig flink, så Club Sandwichen blev leveret til mit værelse uden beregning. Den smagte fantastisk. 

Nu vil jeg tage et dejligt bad og måske se lidt fjernsyn inden jeg sover længe 🙂

 

Dagen i tal
Tidspunkt Fredag den 24. august 2012, kl. 15.00
Sted Sydkystmaraton Cannonball, www.sydkystmaraton.dk
Resultat 4.32.26
Løb nr. 41
Løb tilbage 325
Kilometer i alt 1.730,2 km

 

Permanent link til denne artikel: https://www.fredskovmarathon.dk/2012/08/stort-tillykke/

40 i streg

Sidste gang jeg var til Fruens Bøge Marathon er 32 marathon siden. Den dag løb jeg mit marathon nr. 100 og kom i Klub 100 Marathon. Ja, jeg kan ikke engang sige løb, for det var den første gang, jeg gik eller powerwalkede et marathon. 

Derfor var det endnu mere fantastisk at være med i dag – løbende 🙂

I denne uge har jeg været godt løbende, og det fortsatte i dag. Det føles godt, og jeg har ingen skavanker. 

Jeg glæder mig altid til at komme til Fruens Bøge Marathon, hvor arrangør Kevin Vilhelmsen og hans familie altid tager godt imod. I dag havde jeg fornøjelsen af at følges med Kevin de første fire runder. Han har været skadet i en periode og er ved at træne op, så han skulle ikke løbe så hurtigt og heller ikke et helt marathon endnu. 

40 marathon på 40 dage – det virker også nogen gange helt uvirkeligt for mig. Det har været og er en spændende process med nye erfaringer hele tiden. Nogen hårdere end andre. 

Jeg er helt klar til 40+ mere. Lige nu synes jeg, at jeg har prøvet det hele, men det ved jeg, er en illusion. Der kommer nye udfordringer i de næste 325 dage, men det er nok godt, at jeg ikke kender dem endnu 🙂 

Nu vil jeg tage til forældremøde. Udover marathonløb er jeg en dedikeret mor, og jeg prøver at være med, så meget jeg kan. 

Det kan jeg selvfølgelig ikke være lige så meget, som jeg plejer, og det er indimellem svært for mig at acceptere. Men jeg har fundet ud af, at det går alligevel og endda ligeså godt. Det er en meget sund erkendelse 🙂

Dagen i tal
Tidspunkt Torsdag den 23. august 2012, kl. 10.00
Sted Fruens Bøge Marathon, www.fruensboegemarathon.dk
Resultat 4.45.27
Løb nr. 40
Løb tilbage 326
Kilometer i alt 1.688,0 km

 

Permanent link til denne artikel: https://www.fredskovmarathon.dk/2012/08/40-i-streg/

Så blev flaget hejst

Da jeg vågnede i morges, var det første jeg lagde mærke til regnens trommen mod taget og vinduerne. Vejrudsigten havde også sagt regn, så jeg fyldte tasken med skiftetøj, og indstillede mig på nogle våde kilometer. 

Da klokken havde passeret 7.30 begyndte det så småt at stilne af, og da Emilie og Viktor skulle cykle i skole, var det tørvejr. Viktor synes godt nok, det var lidt øv, for han havde set frem til at blive kørt i skole 🙂

Kl. 9.00 startede Fredskov Marathon i solskin i stedet for regn – fint løbevejr. Vi fik en enkelt byge undervejs, men det var hurtigt overstået. 

Hurra – hurra – hurra. I dag fejrede vi Ulrik Pihl, som havde fødselsdag og fejrede den med en fridag og et marathon. Min far hejste Dannebrog og min mor bagte en meget velsmagende jordbærkage, som vi hyggede med i garagen efter et veloverstået marathon 🙂

Jeg er meget taknemmelig for at have de bedste depotbestyrere, jeg kan ønske mig. 

Der var også grund til at fejre Nicholas Feltsen, som havde rigtig gode ben i dag og satte PR med den anden hurtigste tid, der er løbet på ruten.

Stort tillykke med den flotte præstation. Jeg er sikker på, at der kommer mere.

Der er jo helt klart mulighed for en endnu hurtigere tid på en flad rute 🙂 

Eftermiddagen sluttede jeg af med et besøg hos Fysioterapeut Jacob Nordholt i Fysium. Jeg kunne fortælle ham, at benene har det godt. Ømheden i achillessenen har fortaget sig, og jeg har været godt løbende, siden jeg var hos ham sidst i torsdags. Jeg har lidt ømhed i den ene skulder, men det hjælper at bruge Compex Muskelstimulation. 

Jeg er stadig fascineret over, hvordan Jacob kan mærke min krops tilstand – mine muskler og sener. Derudover er han en rigtig god sparringspartner, da han som ultraløber ved, hvad der driver mig. 

Jeg har en aftale med Jacob igen på tirsdag 🙂

 

Dagen i tal
Tidspunkt Onsdag den 22. august 2012, kl. 9.00
Sted Fredskov Marathon, www.fredskovmarathon.dk
Resultat 4.48.02
Løb nr. 39
Løb tilbage 327
Kilometer i alt 1.645,8 km

 

 

Permanent link til denne artikel: https://www.fredskovmarathon.dk/2012/08/sa-blev-flaget-hejst/

Fra hårdt til fantastisk

Da jeg vågnede i morges (fordi jeg blev vækket af vækkeuret) var min første tanke, at det ville blive lidt hårdt i dag. Jeg følte mig træt og tænkte på i går, hvor jeg havde for mange "ting" jeg skulle: "Nu kommer jeg til at betale prisen".

Heldigvis er jeg meget bevidst om, at jeg selv skaber min dag, så da jeg ankom hos mine forældre kl. 7.10 var jeg klar til Fredskov Marathon og fokuseret på, hvor fantastisk det er, at jeg dag efter dag kan gennemføre 42,2 km.  

Det er også fantastisk, at der hver dag er andre, som har lyst til at løbe marathon. I dag var vi fire til start, som alle har løbet ruten før. Jeg er taknemmelig for opbakningen 🙂 

Preben Poulsen har efterhånden løbet mange marathon, men i dag var det første gang, at han skulle løbe marathon to dage i træk. Det klarede han i flotteste stil. Stort tillykke med den flotte præstation 🙂 

Jeg havde endnu en god dag i løbeskoene, og jeg mærkede ikke noget til morgenens træthed. Temperaturen var behagelig, og det nød jeg efter saunaen i går 🙂 

Den største udfordring for mig lige nu er, at jeg ikke kan overkomme det samme, som jeg plejer. Det havde jeg selvfølgelig forventet, men noget andet er at acceptere det. Der er afsavn, men det er ikke noget, der ikke kommer igen.

Lidt opfølgning: I forbindelse med at jeg fik konstateret lav blodprocent begyndte jeg at tage jerntilskud. Det fortsætter jeg med, og mine jerndepoter er på vej op. Som supplement til min kost spiser jeg også vitamintilskud og fiskeolie for at være sikker på at kroppen har nok at genopbygge med.  

I september skal jeg igen en tur på Rigshospitalet 🙂

 

Dagen i tal
Tidspunkt Tirsdag den 21. august 2012, kl. 7.30
Sted Fredskov Marathon, www.fredskovmarathon.dk
Resultat 4.52.58
Løb nr. 38
Løb tilbage 328
Kilometer i alt 1.603,6 km

 

Permanent link til denne artikel: https://www.fredskovmarathon.dk/2012/08/fra-hardt-til-fantastisk/

> 10 procent

I går var det 9,83 procent – i dag er det 10,11 procent. Nu kan jeg sige, at jeg har gennemført 10 procent af 366/365 🙂

Det gjorde jeg på en MEGET varm dag. Det med varmen har jeg vist kommenteret flere gange de sidste uger, men i dag føltes det som det varmeste marathon, jeg har prøvet. Jeg har aldrig svedt så meget til et marathon.

Heldigvis har jeg normalt ikke problemer i varmen, men i dag måtte jeg kæmpe lidt ekstra for det – det måtte vi vist alle 🙂

Dagen startede godt med at sove længe til kl. 6.50. I sidste uge kørte jeg jo tidligt til København hver morgen, så det var første  morgen efter sommerferien sammen med Emilie og Viktor, og det nød jeg 🙂

Jeg stod op til en travl dag med mange gøremål udover marathon. Nu har klokken passeret 21, og jeg er ved at nå i mål – lige bortset fra madpakker og restitution og det her indlæg, som derfor bliver kort 🙂

 

Dagen i tal
Tidspunkt Mandag den 20. august 2012, kl. 8.30
Sted Fredskov Marathon, www.fredskovmarathon.dk
Resultat 4.57.52
Løb nr. 37
Løb tilbage 329
Kilometer i alt 1.561,4 km

 

Permanent link til denne artikel: https://www.fredskovmarathon.dk/2012/08/10-procent/

På hjemmebane

I dag var mit marathon nr. 36, og dermed har jeg gennemført de første knapt 10 procent af projektet. Mange erfaringer rigere fortsætter jeg min rejse mod 100 procent 🙂

Efter to ugers marathonløb i København og omegn var det dejligt at være på hjemmebane igen. Det betyder jo lidt mere søvn, når jeg ikke har transport 🙂

Det blev på mange måder en speciel dag med flotte præstationer. Til trods for varmen og en kuperet rute blev der blandt andet sat PR og debuteret på både halvmarathon og helmarathon. 

Jeg havde endnu en god dag i løbeskoene uden de store udfordringer 🙂

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


Dejligt at være i mål

Dejligt at være i mål

Dagen i tal
Tidspunkt Søndag den 19. august 2012, kl. 8.00
Sted Fredskov Marathon, www.fredskovmarathon.dk
Resultat 4.53.35
Løb nr. 36
Løb tilbage 330
Kilometer i alt 1.519,2 km

 

Permanent link til denne artikel: https://www.fredskovmarathon.dk/2012/08/pa-hjemmebane/

Sikke en Vestegnsfest

Jeg havde mine bekymringer før dagens marathon. Vestegnsmarathon er et socialmarathon, hvor man tilmelder sig i 4 eller 4½ timers gruppen, og så hurtigt kan jeg jo ikke løbe i øjeblikket. Arrangør Morten S. Jensen havde forsikret mig om, at det ikke var noget problem, at jeg var længere tid om at gennemføre de 42,2 km, men jeg vil jo helst ikke være til besvær 🙂

Det var helt fantastisk at sove 2 timer mere i nat, end jeg har gjort længe, og måske var det der, energien kom fra. Jeg startede ihvertfald for fuld fart, og jeg hyggede mig med 4½ timers gruppen i mange kilometer. Jeg havde gode ben og mærkede slet ikke noget til mine små ømheder 🙂

Det er en fantastisk tur gennem vestegnen, og der er mange dejlige områder. Det er et noget andet billede, end det man får, hvis man kun hører om vestegnen i Nyhederne.

I dag nød jeg at have selskab hele vejen. Det var SUPER dejligt at kunne følge med uden problemer. Det gav mig et skud energi.

Andreas H. Petersen havde et lidt anderledes mål i dag, end os andre. Han løb 80 km. I morges startede han med at løbe 20 km hjemme fra Ballerup til Ishøj for at løbe Vestegnsmarathon, og så løb han hjem igen. Respekt! Jeg havde fornøjelsen af at følges med ham hele vejen, ja, bare de 42,2 km 🙂 

Jeg var helt høj, da jeg kom i mål – fyldt med energi efter en skøn Vestegnsfest 🙂

 

Dagen i tal
Tidspunkt Lørdag den 18. august 2012, kl. 9.00
Sted Vestegnsmarathon, www.vestegnsmarathon.dk
Resultat 4.45.41
Løb nr. 35
Løb tilbage 331
Kilometer i alt 1.477,0

 

Permanent link til denne artikel: https://www.fredskovmarathon.dk/2012/08/sikke-en-vestegnsfest/

5 ud af 5

I dag var femte og sidste Ø-marathon i Quintuple-rækken. Fem dejlige dage i Amager Strandpark med start, mål og depot ved Amager Motionsklubs klubhus. Alle dage har vi haft fornøjelsen af klapsalver fra Grethe og Steen Kristensen, Amager Motionsklub, når vi kom i mål. Tak for opbakningen 🙂

Udover mig selv løb Henriette Lisse og Carsten Jensen alle fem marathon. Det er første gang, at Carsten løber flere marathon i træk, så det er en fantastisk præstation at starte med fem i træk. Min seje veninde Henriette har løbet 11 marathon i sin 14 dages ferie. Louise Jensen og Hans Jørgensen satte personlige rekorder denne varme sommerdag. STORT tillykke til alle 🙂

Alle dage har specielle oplevelser, og jeg er taknemmelig for hver og en. I dag løb Eva Bangsgaard en runde med mig. Hun havde lyst til at høre mere om projektet og mit livssyn. Et stort privilegium at møde så mange forskellige mennesker og have gode snakke.    

Efter løbet skyndte jeg mig hjem. Turen gik videre til Knuthenborg med familien for at planlægge marathon. Vi kontrolopmålte blandt andet ruten tre gange. En skøn rute som jeg glæder mig meget til at løbe. Det gælder om at løbe langsomt den dag, så man kan få det hele med 🙂

Nu er jeg TRÆT efter en lang dag på farten, så der er dømt hygge med familien i sofaen.

Dagen i tal
Tidspunkt Fredag den 17. august 2012, kl. 8.00
Sted Ø-Marathon, www.marathonlisse.dk
Resultat 5.16.19
Løb nr. 34
Løb tilbage 332
Kilometer i alt 1.434,8

 

Permanent link til denne artikel: https://www.fredskovmarathon.dk/2012/08/5-ud-af-5/

En stor fornøjelse

Fjerde dag i Amager Strandpark til Ø-Marathon og endnu en solskinsdag. 

Jeg startede dagen med et direkte interview til P4Sjælland. De 4 minutters interview gik godt, og jeg er tilfreds med udfaldet. Efter interviewet ringede jeg straks hjem til Ulrich for at høre hans mening, og han godkendte indsatsen med det samme 🙂

Dagens overraskelse stod Ruth Hedegaard, Lone Raetzel, Birthe Knudsen og Bent Steffensen fra Motionsklubben Amager for. Efter mine første fire runder stod de klar ved depotet for at løbe med mig et par runder. De er alle gamle marathonløbere og har mange erfaringer at dele ud af. Det var en stor fornøjelse.

Ruth Hedegaard har I måske læst eller hørt om. Hun har som den eneste kvinde løbet Copenhagen Marathon 31 gange. 

Vi fik rigtig snakket, og jeg håber, at jeg får fornøjelsen af deres selskab en anden gang. De mødes tre gange om ugen til en løbetur. Stor respekt. De er et forbillede for andre. Det møde berigede mit liv. 

Hjemme igen var jeg en tur i Fysium. Jeg er lidt øm i min højre akillessene, og så er det rart med fysioterapeut Jacob Norholt Hansens rådgivning og massage. Lige nu sidder jeg med is på efter at have brugt Compex muskelstimulator, og derefter er det sengetid 🙂

 

Dagen i tal
Tidspunkt Torsdag den 16. august 2012, kl. 8.00
Sted Ø-Marathon, www.marathonlisse.dk
Resultat 5.28.20
Løb nr. 33
Løb tilbage 333
Kilometer i alt 1.392,6 km

 

Permanent link til denne artikel: https://www.fredskovmarathon.dk/2012/08/en-stor-fornojelse/

Load more