Fredskov Marathon, Løb nr. 4

Det har været en dejlig dag på kontoret 🙂 Super løbevejr, smuk natur, godt selskab og gode ben. 

Vi var seks løbere til start. I går aftes blev feltet lige fordoblet med tre tilmeldinger, så det var alletiders. 

Min plan var endnu engang at lytte til kroppen og sætte fart efter det. Udgangspunktet var en fart svarende til knapt 5 timer, og det tempo passede også Hans Jørgensen, som løb sin første quattro marathon – fire marathon på fire dage. Stort tillykke 🙂 Hans og jeg fulgtes hele vejen, fik ordnet verdenssituationen, og endnu engang undrer jeg mig over, at små 5 timer kan gå så hurtigt. 

Jeg håber at se Hans til marathon igen i morgen, på fredag og lørdag. Han er klar til at prøve kræfter med 5, 6 og 7 marathon i træk, men tager en dag ad gangen. Benene skal være friske, men det er der mulighed for, når vi holder farten nede, som vi gjorde i dag.

Mine forældre er en kæmpe hjælp i forbindelse med afholdelse af Fredskov Marathon. De sørger for, at der hele tiden er fyldt op i depotet, og i dag snød varmen lidt, så der skulle ekstra væske til. 

Efter løbet tog jeg et hurtigt bad, for jeg havde en aftale med fysioterapeut Jacob Norholt Hansen i Fysium, så han kan følge med i min tilstand. Han konstaterede helt i tråd med, hvad jeg føler, at alt er vel. Jeg tog hjem med tre par nye løbestrømper fra FALKE, som jeg glæder mig til at tage i brug. Jeg er jo rigtig glad for CEP Kompressionstrømper, men når det er varmt, er det rart at have små strømper på. 

Hjemme igen havde jeg en aftale med journalist Nanna Liebregt om et telefoninterview til Marathonmagasinet, der udkommer igen i august 2012. Vi talte sammen i en time og var vidt omkring, så jeg glæder mig til at se, hvordan det ser ud på skrift, og hvad der kommer med. 

Sådan en dag går helt vildt hurtigt. I øjeblikket er der ikke timer nok i døgnet, så jeg må slække på nogle af mine standarder, og det kommer til at gå ud over nogle af jer.

Jeg er MEGET glad for alle de mails, jeg modtager og de kommentarer jeg får her på hjemmesiden, på endomondo, Facebook o.lign. Normalt ville jeg besvare hver kommentar, men det kan jeg simpelthen ikke nå i øjeblikket, beklager. Jeg er taknemmelig for al jeres opbakning – TAK.

I forhold til mails har jeg samme udfordring. Jeg plejer at besvare hurtigt, men det er umuligt lige i øjeblikket. Jeg må hele tiden prioritere, hvad der er vigtigst.

Mht. deltagelse i Marathon i Knuthenborg, indbetalinger og udsendelse af startnumre så har jeg ikke glemt jer. I skal nok høre fra mig, men væbn jer med tålmodighed. TAK.

 

Dagen i tal
Tidspunkt Onsdag den 18. juli 2012, kl. 9.00
Sted Fredskov Marathon, Næstved, www.fredskovmarathon.dk
Resultat 4.49.00
Løb nr. 4
Løb tilbage 362
Kilometer ialt 168,8 km

 

Permanent link til denne artikel: https://www.fredskovmarathon.dk/2012/07/fredskov-marathon-lob-nr-4/

3 kommentarer

    • Karin Bering on 19. juli 2012 at 10:23
    • Svar

    Kære Victor, Emma, Annette og Ulrich
    Tak for en hyggelig morgen/formiddag i søndags sammen med Victor, Emma og Ulrich. Det var inspirerende og “sjovt” at være i jeres marathonverden og hyggeligt at tale med Victor, Emma og Ulrich, mens Annette og Rasmus løb. Pøj, pøj med dit mål Annette! – pas på jer selv.
    Hilsener Rasmus, Mads og Karin Bering

  1. Hvis du nu tog en lille pause fra alt det løberi, så ville du meget bedre kunne nå det hele 😉 Super spændende projekt og læser dine indlæg med stor interesse!

    • Thomas Munch on 18. juli 2012 at 21:00
    • Svar

    Kære Annette
    Well done – følger dig på nettet…du er for sej.

    /Thomas Munch

Skriv et svar til Karin Bering Annuller svar

Your email address will not be published.