Jeg vil bare løbe

Min passion er at løbe marathon, og de fleste dage nyder jeg turen, selvom jeg nu har løbet 93 marathon i træk. Hvis jeg bare skulle løbe, var det ingen sag – og så alligevel 🙂

Den største fare lige nu er, at jeg får stress. Jeg presser mig selv hver dag, og det kan jeg mærke på mit mentale overskud – eller mit manglende mentale overskud. Der skal ikke så meget til for at slå mig ud af kurs. Jeg mister forholdsvis hurtigt overblikket og bliver ked af det.

Det er sværere at se muligheder, være positiv eller sige pyt, når jeg er presset. Det øver jeg mig stadig på.

Det går godt, når "tingene" kører, og jeg ikke skal forholde mig til så meget. 

Hvis jeg skal holde ni måneder endnu, er jeg endnu engang og for alvor nødt til at skære ind til benet – minimere pres og bekymringer og finde mere tid til restitution. 

Det betyder for eksempel, at jeg i november måneder kun afholder Fredskov Marathon i Næstved. Derudover vil jeg være mere egoistisk og gøre hvad der er bedst for mig og ikke hvad der er bedst for andre. Sorry – ikke lige min stil, men det er den eneste måde, jeg kan komme i mål på. 

Det betyder måske, at jeg får flere dage, hvor vi ikke er tre løbere til start, men det er bedre, end jeg må stoppe før tid.

Ja, jeg vil bare løbe, og det gjorde jeg i dag – en af de gode marathondage 🙂

Tonni Bager og Mark Bokær Vinfeldt Nielsen var for første gang med til Fredskov Marathon. 

Det var tredje dag i træk, at Tonni løb marathon, så han gennemførte sin anden triplet. Mark løb sit andet marathon. Stort tillykke til jer begge og tak for opbakningen 🙂

Vejret var bedre end de sidste dage, selvom vi havde lidt regn indimellem.

Min far trak endnu engang i løbetøjet og fulgte mig på tre runder. Min mor sørgede for at tage imod i målet. Det er skønt at være hjemme 🙂

 

 

 

 

Sidst på eftermiddagen havde jeg en aftale om en times massage i Fysium. Det havde især mine lår glæde af. Det er i lårmusklerne, jeg mærker mest ømhed i øjeblikket. I dag snakkede jeg ikke så meget under massagen, da jeg havde brug for ro. Ro er noget af det, jeg skal have mere af.

Dagen i tal

Tidspunkt Mandag den 15. oktober 2012, kl.  8.00
Sted Fredskov Marathon, www.fredskovmarathon.dk
Resultat 5.08.45
Løb nr. 93
Løb tilbage 273
Kilometer i alt 3.924,6 km

 

Permanent link til denne artikel: https://www.fredskovmarathon.dk/2012/10/jeg-vil-bare-lobe/

2 kommentarer

    • Mark Bokær Vinfeldt Nielsen on 16. oktober 2012 at 23:10
    • Svar

    Hej Annette

    Jeg vil også gerne sige tak for en god dag. Bortset fra lidt småregn til sidst så var det et dejlig vejr at løbe i og det er en flot rute igennem skoven og engen.

    Jeg har stor respekt for dine præstationer indtil nu. En respekt der ikke er blevet mindre dagen derpå, hvor jeg må indrømme mine ben er ret ømme. Det er imponerende at du kan løbe maraton dag efter dag. 🙂

    • Tonni Bager on 15. oktober 2012 at 22:57
    • Svar

    Hej Annette,

    Tak for en dejlig dag. Det var en fin rute, som du sagtens kan være bekendt at vise frem mere end en gang.

    Kan sagtens forstå dine tanker og håber vi kan være med til i den kommende mørke og til tider kedelige tid, at være med til at løfte stemningen hos dig igennem dit projekt.

    Håber jeg kan finde tid til at komme og løbe med dig igen :0)

    Med venlg hilsen
    Tonni Bager

Skriv et svar til Mark Bokær Vinfeldt Nielsen Annuller svar

Your email address will not be published.