MANGE SKABER MIRAKLER

Der er så mange fantastiske mennesker, der skaber mirakler i deres liv via løbeture. Alle løbere har deres egen historie og grund til at snøre løbeskoene, og jeg har kæmpe respekt for alle uanset distance. En kilometer kan være en ligeså stor præstation som et maraton. Det handler om, at vi sætter et mål, arbejder for det, nyder rejsen (så meget som muligt 🙂 ) og kommer over målstregen. Det handler om at skabe livskvalitet og få det bedste ud af hver eneste dag. Det handler om at vælge at gøre noget, og LØB KAN ALTSÅ NOGET.

I dag talte vi om mål og maratonjubilæer. For mig blev det meget hurtigt et mål at løbe maraton nummer 100. Jeg husker tydeligt, da jeg efter maraton nummer seks, spurgte et af mine forbilleder Anders Munch Madsen, hvornår jeg kunne komme på boblerlisten til Klub 100 Marathon. Efter seks maraton synes målet om Klub 100 langt ude, men jeg var blevet vild med at løbe maraton og derfor meget målrettet, så der gik kun knapt 16 måneder, før jeg stolt kom på den eftertragtede liste. Nu er mit kæmpestore mål at løbe maraton nummer 1000. Det bliver engang i 2021, og inden da bliver det en fest at løbe nummer 900. Målene er sat, men tidspunkter er ikke fastslået.

Der er så mange, der løber mange maraton og halvmaraton, og derfor er der mange jubilæer. På søndag løber Bouchra Lundgren Eriksen sit maraton nummer 400. I dag løb Pernille Malling et halvmaraton for at blive fortrolig med ruten, når hun den 22. august 2020 løber sit maraton nummer 100  og holder maratonjubilæum. I dag planlagde vi også Malene Ravns maratonløb nummer 200 til Fredskov Run & Fun den 12. september 2020 og snakkede om Casper Brescels maraton nummer 100 i efteråret, og så er der alle de andre. Hvor er det bare fantastisk, og bag det er der så mange inspirerende historier. Kom med, løb en tur og snak med alle de dejlige løbere, men pas på for det kan være vanedannende og måske får du lyst til at løbe længere 🙂

DAGEN I TAL

Tidspunkt Fredag den 3. juli 2020, kl. 8.30
Sted Fredskov Happy Basic
Resultat 4.47.45
Marathon i alt 823
Ultraløb i alt 26
Marathon i 2020 39

Permanent link til denne artikel: https://www.fredskovmarathon.dk/2020/07/mange-skaber-mirakler/