SIDSTE NYT OM LØB I KNUTHENBORG

FREDSKOV RUN & FUN
I KNUTHENBORG SAFARIPARK

I TILFÆLDE AF NYE BEGRÆNSNINGER PÅ GRUND AF COVID-19

Hvis COVID-19 medfører nye begrænsninger, der påvirker arrangementet, vil I få besked hurtigst muligt.

Hvis der kommer begrænsninger, der ikke gør det muligt at afholde løbet i parken, vil løbet foregå som virtuelt løb. Indgangsbilletten til Knuthenborg Safaripark kan du bruge sæsonen ud, hvis forholdene tillader det. Ved brug af billetten på andre dage end den 29. og 30. august kommer passagerne i bilen IKKE ind til gruppepris. Mere info følger, hvis det bliver en realitet. 

Vi sender startnummer og indgangsbillet til Knuthenborg Safaripark medio august 2020.

 

Vi glæder os meget til at se jer i Knuthenborg Safaripark

Lørdag den 29. august 2020
Søndag den 30. august 2020

Begge dage er der fire starter
kl. 10.00, kl. 11.00,  kl. 12.00 og kl. 13.00.

For niende gang gentager vi succesen med at løbe på savannen i selskab med alverdens dyr. I år er Knuthenborgs nye store attraktion ELEFANTERNE, som vi selvfølgelig løber forbi på ruten, som er 7 KM. Du kan se ruten her. Bemærk at ruten er tilpasset Knuthenborgs nye veje og stier, men det er kortet ikke. Du kan se de nye veje og stier på Knuthenborgs kort, som du kan se her.

14 KM er to omgange. Halvmaraton er tre omgange. 28 KM er fire omgange. Maraton er seks omgang.

Ruten er afmærket men ikke afspærret, og vi skal respektere andre trafikanter. Vær opmærksom på dyre-ristene, så du ikke kommer til skade.

FREDSKOV RUN & FUN er et hyggeligt løb efter cannonball princippet, som betyder, at der ikke er nogen chip. Hver deltager tager selv sin tid. Vi starter alle vores ure samtidig ved start, og uret må ikke stoppes undervejs – heller ikke ved toiletbesøg og lignende. Uret må først stoppes, når du løber over målstregen. Efter løbet noteres tiden i medaljeteltet samtidig med, at du får din medalje. Der er medalje til alle, der gennemfører løbet. Diplom kan downloades snarest efter løbet på www.fredskovmarathon.dk via resultatlisten.

Ved tilmelding accepterer du, at løbet foregår på eget ansvar. Du giver ligeledes tilladelse til, at vi offentliggør dit navn og dit resultat på resultatlisten samt bruger eventuelle billeder fra løbene.

Det er ikke muligt at få refunderet startgebyret, men du er velkommen til at overdrage startnummeret til en anden og ændre distance. Det kan også gøres i parken på løbsdagen.

I forhold til tidligere år bliver der lidt ændringer, så vi overholder retningslinjerne i forhold til COVID19.

Som alle andre steder beder vi dig om at blive hjemme, hvis du har symptomer på sygdom. Ved sygdom kan du bruge din indgangsbillet til Knuthenborg Safaripark resten af sæsonen.

Der bliver forskudt start kl. 10.00, 11.00, 12.00 og 13.00. Har I bestilt startnumre sammen og løber forskellige distancer, får I samme starttid, svarende til længste distance.

Start-, mål- og depotområdet er kun for deltagere. Det betyder at alle tilskuere må heppe ude på ruten. Der er mange gode steder på ruten, hvor det er oplagt at slå sig ned. Området omkring vanddepotet eller Svanesøen er bare eksempler på gode områder med masser af plads til picnic og hep.

Depotet tager hensyn til retningslinjer for COVID19 og er derfor opdelt i båse med plads til en deltager ad gangen. Hvis du har en løbemakker eller deltager sammen med familie, må I gerne gå i depot sammen. Vi beder jer alle vise hensyn og være tålmodige i tilfælde af ventetid. Der vil være god skiltning med afstandsmarkeringer.

Depotet består af små poser med forskellig slik og chokolade. Små poser med salt- eller chokoladekiks. Bananstykker. Vand, cola og kondivand. Vi beder jer kun røre ved de poser, du ønsker at tage med. Der vil være sprit i alle depotbåse. I år vil der være mere affald på grund af slikposerne, så det er vigtigt, at alle bruger de opstillede skraldespande og beholder affaldet i lommen eller hånden indtil, der er en skraldespand. Der må ikke smides affald i parken.

Hoveddepotet passeres en gang pr. omgang. Der er et vanddepot halvvejs på ruten.

Start-, mål- og depotområdet er spærret af med minestrimmel, og der må kun være deltagere i området. Vi henstiller til, at du kun opholder dig i området lige inden din start, når du er i depot, og mens du får skrevet tid samt modtager medalje. Vi beder alle huske at holde afstand i henhold til Sundhedsmyndighedernes anbefalinger.

Parken åbner ekstraordinært kl. 9.00 for løbere og selvom starten går kl. 10.00 for de første løbere, kan I sagtens nå at komme ind i parken i god tid før start. Benyt indkørslen Maglemer og husk at transport til startområdet skal foretages i bil eller på motorcykel. Indgangsbilletten giver kun adgang til løberen. Hvis du har andre med i bilen kommer de ind til gruppepris.

Start/mål er ved Limpopoland, hvor der også er parkering. Limpopoland er et dejligt område i parken med toiletfaciliteter, spisesteder og en stor naturlegeplads. Det er et løb, hvor det er oplagt at tage familien med.
Du kan med fordel benytte Knuthenborgs hjemmeside www.knuthenborg.dk for informationer om parken og oversigtskort. Ellers er du velkommen til at kontakte os på aneste@aneste.dk, hvis du har spørgsmål.

Tak til Knuthenborg Safaripark fordi de endnu engang har lyst til at være med til at give os løbere endnu en unik oplevelse.

FREDSKOV TEAMET

Permanent link til denne artikel: https://www.fredskovmarathon.dk/2020/08/sidste-nyt-om-loeb-i-knuthenborg/