Hvor langt uden mål?

Det er jo sket før, at jeg er kommet til at filosofere 🙂 

I dag kom jeg til at tænke på, hvor langt jeg mon var nået uden et mål. Hvis mit mål var at løbe så mange marathon i træk som muligt, var jeg så stoppet? 100, 150, 200 eller 250 marathon i træk havde også været fantastisk. Eller ville jeg fortsætte udover et år, fordi jeg altid lige kan tage en til. Det sidste tror jeg nu ikke 🙂 

Jeg kom til at tænke på det, fordi jeg fik en tanke: Hvis jeg var Forrest Gump, så var det omkring nu, jeg ville stoppe. Det betyder vel, at lige nu er det målet om 366 marathon på et år, der giver de sidste marathon mening.

Men ville jeg have fået den tanke, hvis det ikke er fordi, jeg er ved at nå mit mål. Kommer tanken ikke kun fordi, jeg er så tæt på. Det er ligesom at være væk hjemmefra i længere tid. Når vi er ved at skulle hjem, glæder vi os, og det kan kun gå for langsomt. Eller når sommerferien står for døren, så kan vi næsten ikke vente. Emilie og Viktor har lige nu nedtælling til sommerferien. Nedtællingen er først startet nu og ikke ved juleferien.

Så der sker noget med vores sind, når vi nærmer os………

Min nysgerrighed på vores sind og hvordan det fungerer stopper aldrig. Sindet er spændende og finurligt 🙂

Så det gik en del af løbeturen med i dag. Et marathon med overvægt af jyske løbere. Det er dejligt med besøg, når jeg nu ikke kan få det til at hænge sammen med ture til Jylland.

Efter dage med blæsevejr var det skønt med næsten ingen vind. Derudover endte solen med at skinne, så “thumps up” til vejret.

I forhold til en lidt hård weekend for mine ben, havde de det fint i dag 🙂

Dagen i tal

Tidspunkt Mandag den 17. juni 2013, kl.  8.30
Sted Fredskov Marathon, www.fredskovmarathon.dk
Resultat 4.58.49
Løb nr. 338
Løb tilbage 28
Kilometer i alt 14.263,6 km

Permanent link til denne artikel: https://www.fredskovmarathon.dk/2013/06/hvor-langt-uden-mal/

Skriv et svar

Your email address will not be published.