Vådt og gråt

Vejrudsigten holdt, så det var gråvejr og regnede i Vanløse i dag. Heldigvis ikke 4 timer i træk, men jeg var gennemblødt, da jeg nåede i mål. Skidt med det, når jeg hyggede mig sammen med Henriette og Birgitte hele vejen. Det var den korte version af i dag 🙂

Vækkeuret ringede kl. 7, og jeg var lidt træt. Vi var ude hos nogle venner i går, så jeg kom først i seng kl. 1 og måtte nøjes med cirka 6 timers søvn. Det gik fint, da jeg først kom i gang, men det mindede mig om, at når projektet kommer i gang, er det super vigtigt, at jeg overholder mine sengetider, så jeg får søvn nok. I morgen kan jeg sove længe og indhente mistet søvn, men det kan ikke lade sig gøre på samme måde, når projektet går i gang.

Det var et stor felt til start i dag til Damhus Cannonball Marathons, hvor der er både halv- og hel marathon samt 50 km. Mange kendte ansigter, men også mange jeg ikke kendte. 

I depotet var der masser af kage – fødselsdagskage, da fem marathonløbere fejrede fødselsdag. Hurra og stort tillykke til dem. 

Vejret og påklædning kan være en udfordring i øjeblikket. I dag var det plusgrader, så jeg tog mindre tøj på end til de sidste marathon. Det fungerede fint, men under regnbygerne blev det lidt koldt for mig – især når vanterne blev gennemblødte. Det gik over, og varmen kom igen. Men jeg må konkludere, at jeg mangler noget bedre løbetøj til regnvejr. Jeg bliver for kold, og det er jeg sikker på kan gøres bedre.

Benene havde det ellers rigtig godt i dag, og jeg kom da også i mål på den bedste tid i tre måneder – 4.10.55. Min krop kan vist bedre lide lidt varmere vejr. Det betyder ikke, at det var en fest i 42,2 km. Omkring 21 km synes jeg, det var op ad bakke, og jeg tænkte lige et øjeblik, at det blev en af de hårde dage. Men så snakkede jeg videre med pigerne og glemte alt om det hårde, og resten af løbet gik over forventning. Pigerne er Birgitte Munch Nielsen og Henriette Lisse, som også løber rigtig mange marathon og supplerer med 50 km løb. I dag løb Birgitte 50 km – helt vildt sejt. Hun har som den eneste kvinde i Danmark løbet snart 250 marathon + ultraløb. RESPEKT! Jeg er en stor fan 🙂 Til det vil jeg lige tilføje, at Birgittes far Anders Munch Madsen har løbet mere end 500 marathon, og han er den i Danmark, som har løbet flest marathon. Også stor RESPEKT til Anders!

Marathonmiljøet er helt suverænt, og jeg er taknemmelig for de nye relationer, jeg har fået. Sidst i løbet havde vi fornøjelsen af Jerk W. Langer, som i dag fortalte os om, hvordan kroppen forandrer sig og bliver stærkere, når man løber meget. Jerk har lige skrevet en inspirerende artikel om at blive marathonløber:

http://www.sygeforsikring.dk/Default.aspx?ID=1421

Hvis du har lyst til at løbe et marathon, så vil jeg rigtig gerne løbe et løb sammen med dig 🙂

Det var rigtig dejligt at komme i mål, få tørt tøj på og varmet bilen op. Turen til Næstved gik hurtigt, da Henriette kørte med – super hyggeligt!

Nu er jeg godt plantet i sofaen med min familie omkring mig. De sov længe og hyggede sig, mens jeg løb marathon.

Jeg glæder mig altid til at løbe marathon, men det er altid skønt at komme hjem til familien igen bagefter 🙂

 

 

 

Permanent link til denne artikel: https://www.fredskovmarathon.dk/2012/02/vadt-og-grat/

Skriv et svar

Your email address will not be published.