En spændende uge er i gang

Faktisk er jeg lidt tung i kroppen og hovedet. Det var jeg også i går, hvor det endte med en hviledag. I dag har jeg powerwalket 19 km på løbebåndet. Det føltes godt til trods for lidt tunge fornemmelser. Nå, ikke mere opmærksomhed til det. Jeg kan mærke energien er på vej tilbage, og den får jeg også brug for 🙂

Det er en super spændende uge med fem marathon fra onsdag til søndag. Det glæder jeg mig meget til. Hvordan føles det? Hvor sjovt bliver det?

Hvad jeg er sikker på er, at det bliver super hyggeligt med masser af godt selskab, selvom flere af mine løbebuddies er i Tyskland til Hamborg Marathon. Den oplevelse har jeg stadig tilgode. Måske til næste år, hvis det kan passe ind i logistikken.

Nu sidder jeg og hygger med Emilie og Viktor. Ja, vi hygger foran computeren 🙂 

Vi har lige siddet og talt om, at vi skal vænne os til, at vi ikke altid kan være med til det hele. Mennesket har endnu ikke fundet ud af, hvordan man kan være to steder på en gang 🙂

Emilie har lige fundet ud af, at der er håndboldstævne den dag, vi holder Marathon i  Knuthenborg Safaripark. ØV – ØV – ØV – det er biiiiiiiip…….. irriterende, kom det fra hende. Jeg ved lige, hvordan hun har det, men vi må vænne os til det, når vi alle er aktive. 

På søndag deler vi os endnu engang op, når Viktor skal til fodboldstævne, og jeg til Firkløvermarathon i Næstved.

I denne uge er jeg også marathonarrangør, så jeg kan løbe 5 dage i træk. Fredag og lørdag er start og mål i mine forældres indkørsel. De bor tæt på skov og marker, så det er en dejlig 7,2 km rute, vi løber.  Den rute kommer jeg til at løbe mange gange, når projektet starter 🙂

Permanent link til denne artikel: https://www.fredskovmarathon.dk/2012/04/en-spaendende-uge-i-gang/

Skriv et svar

Your email address will not be published.