Gode erfaringer

Jeg er klar – klar til 366 marathon i træk. Det er godt, at der er 76 dage til start, for der er stadig meget at nå, men mentalt og fysisk er jeg klar.  

De sidste fem dages marathon har været meget værdifulde for mig, og jeg har fået nogle gode erfaringer at tage med mig i marathonprojektet.

Jeg vidste det godt, men nu har jeg prøvet det på min egen krop – jeg skal holde farten nede, også selvom jeg godt kan løbe stærkere. Hvis jeg kan mærke, at kroppen bruger ekstra kræfter på at holde farten oppe, så skal jeg sætte farten ned. Tiden betyder INTET.

I går på den sidste runde sagde jeg til Maria og Jørgen; "Hvis jeg skulle løbe marathon i morgen, ville jeg sætte farten ned". Jeg kunne mærke, at det ikke var kroppens optimale tempo, når jeg vil løbe mange løb. Alligevel satte jeg farten op, fordi jeg kunne, og den går ikke, når jeg vil holde i et år. SÅ RO PÅ – det er mit motto 🙂 

Jeg vidste også godt, at jeg får travlt. Marathon, transport, blog, opdatering af hjemmeside, spise, sove og verdens bedste familie, så er timerne ved at være brugt op, og jeg har mange flere gøremål. Så konklusionen efter fem dages marathon er, at mine kriterier for hvor hurtigt mails og sms skal besvares må mindskes. Derudover skal jeg være glad og tilfreds med de ting, jeg når og ikke stresse over det, jeg ikke når. Der er kun 24 timer i døgnet.

Denne uge fortsætter med nye spændende udfordringer. Jeg løber Skodsborg Marathon i morgen, så det er seks marathon på en uge. Ugen byder også på St. Bededag med to marathon, kl. 8.00 og kl. 13.30, og søndag slutter jeg af med to gange halvmarathon til TV2 Øst Løbet 🙂 

Permanent link til denne artikel: https://www.fredskovmarathon.dk/2012/04/gode-erfaringer/

Skriv et svar

Your email address will not be published.