Nu er jeg i gang med styrketræning

Det blev ikke til så meget søvn i nat, da jeg prioriterede at komme til bunds i mine mails. De skabte kaos i mit hoved, og jeg vil ikke have kaos, når jeg skal med familien til Legoland. Så nattens arbejde skabte ro. Det er især mails vedrørende Knuthenborg løbet, jeg havde mange af. I næste uge – helst mandag – begynder jeg at afstemme indbetalinger vedrørende Knuthenborg, så jeg kan sende bekræftigelse på indbetaling.

Til trods for underskud af søvn har jeg været rimelig frisk i dag, og jeg nåede lige 13 km på løbebåndet, inden jeg skulle mødes med Jakob Norholdt i Fysium. Nu er der kun 37 dage til projektstart, så Jakob og jeg intensiverer samarbejdet.

Jakob er den perfekte sparringspartner, og som fysioterapeut er hans ekspertise og færdigheder en kæmpe hjælp. I dag gennemgik og undersøgte Jakob mine ben, hofte og ryg. Han fik en fornemmelse af mine muskler, min smidighed og mine svagheder. Svaghederne er i min ryg, specielt højre side, så det vil jeg styrke for at forebygge smerter og skader.

Jakob lærte mig tre øvelser, som jeg skal lave for at styrke min mave og ryg. Sådanne øvelser har jeg ikke tidligere været vedholdende med, men nu vil jeg prøve noget nyt 🙂 Motivationen er også stor, når det gælder om at give min krop de bedste betingelser til at gennemføre 366 maraton på 365 dage. Om en uge skal jeg mødes med Jakob igen, og jeg er glad for at blive holdt op på, om jeg har lavet øvelserne. 

Jeg er imponeret over Jakobs fornemmelse for min krop, og jeg er taknemmelig for at have ham ved min side. 

Permanent link til denne artikel: https://www.fredskovmarathon.dk/2012/06/nu-er-jeg-i-gang-med-styrketraening/

Skriv et svar

Your email address will not be published.