Så kan jeg lære det

Kroppen havde givet mig tegn, og jeg noterede det, men jeg valgte alligevel at løbe marathon i onsdag, hvor kroppen var ved at restituere efter fire dages fest på Vig Festival. Dejlige dage med skøn musik, fantastisk selskab, ikke meget søvn, fastfood, mange breeezere samt rom og cola. Mandag og tirsdag var min krop ved at finde vejen tilbage, mens jeg overvejede at løbe marathon. Samtidig løb jeg hurtigt og langt på arbejdet for at blive færdig til ferie I DAG 🙂

Da jeg vågnede onsdag morgen, var jeg stadig i tvivl om dagens marathon, så jeg stod op og løb en tur, som jeg plejer inden arbejde. Alligevel pakkede jeg tasken, så jeg kunne tage til marathon efter arbejde. Det ville jo være godt med en lang tur inden ferien, og der skal nogle kilometer i benene inden 175 km til Stafet for Livet og Mors 100 miles.

Kl. 16.00 var jeg klar til start. Jeg havde egentlig ikke så meget lyst – måske fordi kroppen hellere ville noget andet. MEN jeg ville gerne have de kilometer i benene. Den første halve gik fint. Jeg ville gerne hjem igen, så jeg havde sat et højere tempo, end jeg havde planlagt. Det skulle jeg ikke have gjort. Efter 28 km fik jeg seriøst ondt i maven og kvalme, så farten røg meget ned, og den sidste kilometer inden depot gik jeg, mens jeg for første gang nogensinde overvejede, om jeg skulle stoppe. 7 km igen, og jeg kunne ikke overskue det. Ind på toilettet og sidde lidt der uden den store effekt. Jeg havde så stor lyst til at stoppe, men jeg besluttede mig for at gå den sidste runde. Det var ikke et pænt syn. Ofte måtte jeg stoppe op på grund af kvalmen. To gange måtte jeg ud i grøften og ……………………… MEN jeg kom igennem. 

Så kan jeg lære det. 645 marathon og så træder jeg alligevel indimellem ved siden af. Det føles som om, at det er meget sundt at prøve, så jeg bliver mindet om at tænke mig om og lytte til kroppen, som er min bedste ven – eller en af dem 🙂 Jeg er taknemmelig for, at jeg fik oplevelsen i onsdags og ikke en af de dage, hvor det virkelig gælder. 

Jeg sprang løbeturen over torsdag morgen, men tog en stille tur i morges. Næste løbetur bliver i varmen i Italien 🙂

Dagen i tal

Tidspunkt  Onsdag den 12. juli 2017, kl. 16.00
Sted Mølle Marathon, Løve
Resultat 4.50.30
Marathon i alt 645
Marathon i 2017 14

Permanent link til denne artikel: https://www.fredskovmarathon.dk/2017/07/saa-kan-jeg-laere-det/