29 dage til start

Der er mindre end en måned til start – 366 marathon på 365 dage. Det bliver en form for forløsning, når startskuddet lyder. I et halvt år har jeg forberedt mig – fysisk og psykisk. Jeg er klar og fokuseret. Jeg glæder mig til start. Igennem forberedelsesperioden har jeg samlet erfaringer, som vil gavne mig i projektet. Jeg er klogere på, hvad der er vigtigt for mig, når jeg skal være klar til 42,2 km hver eneste dag.

De sidste 14 dage har jeg haft travlt med spændende opgaver. Det har været alletiders, men jeg har også lært, at når projektet går i gang, så skal jeg ikke have for mange aftaler. De daglige opgaver som marathonløb + transport, planlægning af løb, blogindlæg og anden opdatering af hjemmesiden er de fleste dage fuldtidsarbejde. Derudover vil der løbende være andre ting som for eksempel test og målinger på Rigshospitalet, fysioterapi og sparring med Jacob i Fysium og så er det jo ikke umuligt, at der indimellem er en journalist, der vil tale med mig 🙂 Mon ikke jeg vil komme til at ønske flere timer i døgnet.

De sidste 14 dage har for alvor vist mig, at jeg, både min krop og mit sind, har brug for at slappe af – uden en aftale jeg skal nå, uden computer, uden at jeg skal forholde mig til noget. Så det er VIGTIGT, at jeg sætter tid af, så både krop og sind kan restituere.

I dag har været en restitutionsdag for mit sind. Det var super dejligt at se Emilie spille håndbold og derefter Viktor spille fodbold. Skønt at se deres glæde ved at spille bold 🙂

Da vi kom hjem tog jeg en løbetur. Jeg er øm i mine lårmuskler efter sessionen med Compex i går – det virker. Fremadrettet skal jeg dog ikke bruge den til styrketræning, men til restitution. Så får jeg ikke ømme lårmuskler.

I morgen skal jeg løbe Storebælt Naturmaraton med start i Slagelse og mål i Skælskør. Det er min første gang på ruten, og jeg glæder mig til turen 🙂

Permanent link til denne artikel: https://www.fredskovmarathon.dk/2012/06/29-dage-til-start/

Skriv et svar

Your email address will not be published.