Nej, jeg er ikke en maskine

Lige så stærk jeg er, når jeg løber det ene marathon efter det andet. Lige så svag føler jeg mig, når jeg nogen gange putter mig ind til Ulrich med tårerne rendende ned af kinderne, fordi jeg er træt og ikke kan overskue noget. Sådan var det i går aftes.

Efter aftensmaden kunne jeg ikke mere. Så følte jeg mig svag og utilstrækkelig, indtil Ulrich mindede mig om, at det er helt naturligt og helt ok, at jeg er træt. Det hjælper også, når han fortæller, at han er stolt af mig, og han nyder, at vi laver projektet sammen 🙂

Så jeg er ingen maskine. Jeg er helt almindelig! 

Startbillede i garagen en lidt våd og blæsende efterårsdag. Preben Poulsen, Carsten Christensen, Annette Fredskov, Henning Baginski

Det nåede at klare op, så vi startede i tørvejr. Undervejs fik vi nogle byger, men ikke noget at snakke om. Det blæste også, men der er læ på meget af ruten, så ikke noget at klage over 🙂

Første runde fulgtes vi ad, men så satte jeg farten ned for at passe på mig selv og især mine skinneben. Min far var med på de næste tre runder, og derefter stod min mor klar i løbetøjet og var med to runder. Super hyggeligt 🙂

Dejligt at slutte af med æblekage i varmen 🙂

Da jeg kom i mål sad resten af feltet i det varme køkken og nød en kop kaffe og min mors æblekage.

Mine forældre forstår at hygge om os løbere. TAK 🙂

Mine skinneben er ikke blevet værre – tværtimod synes jeg nok, at jeg har mindre uro i dem, end jeg havde i går.

Jeg fortsætter stilen fra i dag nogle dage endnu. Det betyder, at jeg løber en kilometer på omkring 6.45 – 7.00 minutter og går op ad stigningerne. 

På den måde håber jeg, at ømheden i skinnebenene forsvinder helt. Resten af kroppen er fint med.