Alle tricks gælder

Alle tricks gælder, når det handler om at motivere sig selv og fortælle den positive version af livet.

Tricks havde jeg brug for i dag. Det startede allerede, da jeg lå i min seng i morges. Min første tanke var, jeg har ikke lyst til at løbe marathon i dag. Det er sjældent, at jeg har det på den måde, men sådan var det i dag. 

Jeg har min frihed, så jeg kunne bare lade være, men jeg har et mål om at nå 600 marathon til Copenhagen Marathon, så jeg spurgte mig selv; 

Hvor vigtigt er mit mål for mig? Meget vigtigt!
Er det okay, at det gør lidt ondt indimellem? Ja, det kan jeg godt klare!
Er jeg stadig indstillet på at gøre en ekstra indsats? Helt sikkert!

Konklusion: Jeg løber marathon i dag, og istedet for at fokusere på, at jeg egentlig ikke har lyst, så vil jeg gøre det med et smil på læben og fokus på, hvor fantastisk det er, at jeg kan. Når jeg nu har valgt at gøre det, kan jeg lige så godt have det godt imens. Det vælger jeg selv!

Mit marathon nummer 593 var præget af, at jeg valgte at motivere mig selv igen og igen. At jeg hele tiden valgte at have det godt. At jeg valgte at fortælle den gode historie – den positive version af mit liv. 

Hvor er det dejligt, at vi startede i tørvejr. 
Skønt at der ikke er modvind hele vejen.
Nu har jeg kun 6 marathon tilbage inden Copenhagen og nummer 600.
2 km til depot og så er der kun en runde tilbage.
Kroppen er en fantastisk samarbejdspartner. Den bliver bare ved og ved. TAK.
Jeg kan, jeg vil, jeg gør det.
Jeg er frisk og fuld af energi……………………………….

Det endte med at blive en god tur, fordi jeg valgte det, og nu sidder jeg her med et smil på læben og glæder mig over, at jeg selv bestemmer over mit liv. HUSK det gør du også!

Tak for i dag!

Dagen i tal

Tidspunkt Torsdag den 7. maj 2015, kl. 8.30
Sted Brøderup Marathon, www.broederupmatahon.dk
Resultat 4.27.28
Marathon i alt 593
Marathon i 2015 54

Permanent link til denne artikel: https://www.fredskovmarathon.dk/2015/05/alle-tricks-gaelder/

Skriv et svar

Your email address will not be published.