Hvor er mine løbesko??

Det havde vi ikke regnet med – at bagagen ikke var kommet, da vi kom tilbage til hotellet efter en spændende dag med sightseeing.  Men sådan er det.  Må indrømme at det er svært at smile. Jeg tænker på mit marathon på søndag – mine løbesko. Savner også mine kontaktlinser. Ikke mere klynkeri. Ulrich har ringet til rejseforsikringen, for nu bliver vi nødt til at købe tøj. Som Ulrich siger, "der er kun to sider på underbukserne" 🙂

Så det er nu, at vi skal blive ved med at være positive, selvom det er smadder irriterende at mangle alle sine ting.  Nu kan jeg købe tøj uden selv at skulle betale. Det sker ikke så tit. Nå, ikke mere bagagesnak nu. 
 
Som nævnt har det været en spændende dag med mange indtryk og oplevelser. Rom er en skøn by med meget historie. Inde i Peters Kirken har jeg ikke fantasi til at forestille mig, hvordan de har kunnet bygge den – det er imponerende. Samtidig tænker jeg på alle de ting, der er sket i de rum i gennem tiderne – hvis mure kunne tale!  Det er fantastisk at gå på vandretur gennem Rom, som vi har gjort i dag. Vi fortsætter i morgen – kombineret med lidt shopping (det var det med kufferten).

Vi sluttede sightseeingen af med at hente mit startnummer til på søndag. Det var hurtigt klaret. Jeg vidste jo ikke på det tidspunkt, at jeg ville få brug et par nye løbesko. Så ville jeg have købt dem der – i Marathon Village, hvor man kan købe alt til løb. 

Nu har jeg ikke haft løbesko på i to dage, og jeg savner det. Det er langt tid siden, at jeg har prøvet det. Heldigvis har jeg rørt benene i dag alligevel – tror vi har gået 15 km 🙂

 

 

20120316-232032.jpg

Colosseum i Rom – her mærker man historiens vingesus

Permanent link til denne artikel: https://www.fredskovmarathon.dk/2012/03/hvor-er-mine-lobesko/

Fortsættelse følger

Så nåede vi frem til Torre Rossa Park, vores hotel i Rom, men uden bagage. Det er selvfølgelig lidt surt, men vi er rigtig glade for at være nået frem. Det har været en lang rejsedag, men trods ventetid har vi hygget os og slappet af. Nu er jeg rigtig træt og jeg savner mine løbesko. Jeg mangler at røre mig. Jeg er ikke vant til at sidde stille en helt dag, så jeg glæder mig til at gå mange kilometer på sightseeing i morgen. Måske bliver der også plads til en lille løbetur, hvis mine løbesko når frem. Vi håber, at bagagen kommer i morgen.

 
Vi har aldrig prøvet at lande uden vores bagage før, og den erfaring betyder, at jeg pakker anderledes næste gang, vi skal flyve. Briller eller kontaktlinser samt løbesko vil jeg ihvertfald have i håndbagagen. 
 
Efter en god nats søvn er vi klar til at nyde Rom og det lune vejr 🙂 Fortsættelse følger!

20120315-230640.jpg

Vores hotel – Torre Rossa Park

Permanent link til denne artikel: https://www.fredskovmarathon.dk/2012/03/fortsaettelse-folger/

Så langt så godt

Vi burde sidde i flyet på vej til Rom, men i stedet for sidder vi i Transfercenteret i Københavns Lufthavn. Sikkerhedspersonalet holdt fagligt møde her til morgen, og det har skabt lange køer og ventetider. Vi nåede ikke vores fly kl. 7.55, så nu er jeg spændt på, hvordan og hvornår vi kommer til Rom. Lige nu er der 301 numre til det er vores tur, så vi kommer sandsynligvis til at sidde her det meste af eftermiddagen.

Det er selvfølgeligt ærgerligt, men sådan er det, og vi sidder og hygger os – jeg med min iPad og Ulrich med sit historieblad. Personalet i lufthavnen er meget hjælpsomme, og der er mange i grønne trøjer, hvor der står "just ask". De deler vand og kiks ud, og senest kom de med gratis internet. Så nu venter vi bare på, at de kommer med mad 🙂

Vi tager det stille og roligt – jeg skal jo ikke løbe Rom Marathon før søndag 🙂 Vi håber dog meget på, at vi når frem i dag, så vi kan nyde Rom og alle dens seværdigheder de næste par dage.

Sådan så køen ud til sikkerhedskontrollen for 3 timer siden. Vi venter stadig, men det er mere behageligt 🙂

Første indlæg fra min iPad. Det fungerer da meget godt!

Permanent link til denne artikel: https://www.fredskovmarathon.dk/2012/03/sa-langt-sa-godt/

Det gik op

I dag havde jeg ellers tilmeldt mig Fruens Bøge Marathon i Odense. Jeg kan godt lide at være med der, for der samles hele Danmark – i midten. Sjællanderne løber mest på Sjælland og jyderne mest i Jylland – og det er ikke fordi vi ikke kan lide hinanden 🙂

Men jeg måtte melde afbud, da logistikken ikke gik op med, at jeg skulle være i Odense kl. 10.00 og først kom hjem igen sidst på eftermiddagen. Altid ærgerligt at sige nej til et marathon, men jeg tænkte, at det var ok, når jeg løber i Rom på søndag.

Så kom Rene på banen med et Damhus Cannonball Marathon, og det gik bedre op, da jeg allerede kunne være hjemme igen kl. 14.00. Så blev det til et marathon alligevel – nr. 11 i år.

I dag var der seriøse forårsfornemmelser. Da solen først brød igennem fortsatte den med at skinne. Skønt at løbe i solskinsvejr. Nu kan jeg vist godt lægge vinterløbetøjet til side. Jeg løb stadig i lange tights, men nu er det de tynde. Det varer ikke længe inden de halvlange tights og shorts skal frem. I dag blæste det på dele af ruten, så havde jeg brug for min løbejakke, men på de strækninger med sol og læ var det dejligt varmt.  Glæder mig til at løbe i shorts og uden ærmer på søndag i Rom.

På en hverdag er vi ikke lige så mange til start som i weekenden. Jeg kom i sidste øjeblik, men nåede alligevel at få hilst på alle inden start. De første kilometer fulgtes mange af os ad, og jeg fik snakket med flere forskellige. Igen må jeg nævne det sociale aspekt ved at løbe på denne måde, som jeg er blevet afhængig af 🙂 

Efter de første 10 km var vi spredt i mange små grupper, og som vi har gjort mange gange før, løb jeg sammen med Henriette. Det nyder jeg hver gang. Vi har mange gode snakke om alt muligt, og så kan vi også være stille sammen – ja, den er god nok. Når vi runder 30 km, snakker vi ikke hele tiden mere 🙂

Jeg har løbet Damhus Cannonball Marathon fem gange de sidste to måneder – dejlig flad rute. Der er mange mennesker, der løber og går tur omkring søen og engen. Nogen sidder også bare og kigger. Pudsigt nok, så møder vi nogen af de samme mennesker igen og igen (måske er det ikke så pudsigt alligevel, når vi vælger at bruge 4 timer omkring Damhussøen). Der er blandt andet en ældre fyr, som sidder i en elektrisk kørestol og nyder en øl – ham har jeg hilst på, de sidste tre gange, vi har løbet. Det er da hyggeligt 🙂 

Nu skal jeg i gang med at pakke kufferten, så jeg er klar til at vende næsen mod Rom i morgen tidlig. Jeg har været inde at tjekke ruten og finde ud af, hvor jeg skal hente startnummer. Jeg glæder mig til at løbe et storbysmarathon og blive heppet på 🙂

Permanent link til denne artikel: https://www.fredskovmarathon.dk/2012/03/det-gik-op/

Sponsorsamarbejde med Fysium

fysium_logo

Så sidder jeg i sofaen efter en begivenhedsrig og super dejlig dag. Højdepunktet på dagen er etableringen af et drømme sponsorsamarbejde med Fysioterapeut Jacob Nordholt Hansen og Fysium i Næstved.

Jacob er selv ekstremløber og forstår derfor, hvad det er, der foregår inde i mit hoved 🙂  Jeg havde drømt om en sparringspartner med den forståelse, og det har jeg fået nu. Det er af stor værdi for mig, at Jacob er både fysioterapeut og løber, så hans viden og erfaring får jeg stor glæde af. Derudover passer jeg godt ind i Fysium med min indgangsvinkel til livet.  

Det stopper ikke her. Den 7. april udvider Fysium med en stor og lækker løbebutik, hvor man kan få specialiseret rådgivning. Det har vi manglet i Næstved, så vi er mange, der er glade for at få et sted, hvor vi kan få rådgivning om løbeudstyr. Malene, der skal være i butikken, er selv erfaren løber, så her får man kompetent rådgivning. Jeg glæder mig til at se butikken færdig, og jeg glæder mig meget til samarbejdet.

Nu er det sengetid. Jeg havde ellers bestemt, at jeg skulle i seng kl. 22, da jeg har misset nogle timers søvn de sidste par nætter. Det kunne jeg ikke nå – lige nu er den 23.06. Men skidt med det, når det har været en dejlig dag, og der kommer en dejlig dag igen i morgen. En ting husker jeg dog på i den sammenhæng. Når jeg skal i gang med at løbe marathon hver dag, er søvnen en vigtig faktor for at give kroppen de bedste betingelser for at restituere.

Alt er klar til i morgen, hvor jeg skal løbe Damhus Cannonball Marathon. I morgen skal vi selv have depot med. Jeg har pakket lidt forskelligt, så jeg har lidt at vælge imellem: bananer, æblestykker, et stykke chokolade, lakridser og vand. Uret og iPod er ladet op og tøjet er lagt frem. Så mangler jeg bare en god nats søvn!

 

Permanent link til denne artikel: https://www.fredskovmarathon.dk/2012/03/sponsorsamarbejde-med-fysium/

Det var ikke det jeg mente

Dejlig mandag formiddag. Solen skinner, og jeg glæder mig til min løbetur – den har jeg nemlig tilgode endnu. Jeg plejer ellers at starte dagen med min løbetur, når børnene er kørt i skole, men i dag kunne jeg mærke, at det var vigtigere at starte med mails og opdatering af hjemmeside. Så det er jeg i gang med.

Det har været en dejlig weekend, men også en weekend med mange forskellige indtryk – mange forskellige følelser. Heldigvis mest positive følelser, men jeg er også blevet udfordret. Jeg er først og fremmest taknemmelig for de positive tilkendegivelser, jeg får gennem kommentarer og mails. Det er en stor glæde for mig, når mit budskab bliver forstået – det er en stor glæde for mig, når andre bliver motiverede, fordi de hører min historie. Det motiverer mig.

Men det er ikke altid, jeg bliver forstået. Det sker, at mit budskab forsvinder – bliver tolket helt anderledes. Det sker, at jeg bliver opfattet som enormt provokerende (når jeg tillader mig at være sund og rask). Det skal jeg vænne mig til – at jeg ikke altid bliver set, som jeg gerne vil ses – at når jeg stikker næsen frem, så kan jeg få nogle slag. "DET ER OKEY" Sådan har jeg sagt til mig selv mange gange i weekenden. Er det ikke pudsigt, at en negativ mail kan få en til at glemme ti positive mails. En negativ mail kan få dommeren frem i mig – dømme mig selv. En lille del af mig vil jo stadigvæk gerne have, at alle skal kunne lide mig. Så det har jeg brugt lidt energi på i weekenden – at fortælle mig selv, at jeg er god nok alligevel 🙂

Så har jeg brugt tid sammen med familien – skønt at blive fejret med kærlighed og gaver. Udover tegninger, knus og løbeudstyr ønskede jeg mig en iPad. Tænker det er et fantastisk arbejdsredskab, når jeg sidder i min bil efter marathonløb og laver opdateringer til hjemmesiden, Facebook og Twitter. Og det fik jeg – en iPad sammen med knus, tegninger og løbeudstyr. Børnene var næsten ligeså glade som mig over, hvad de ser, som deres nye legetøj 🙂

På søndag fejrer jeg selv min fødselsdag med at løbe Rom Marathon. Torsdag morgen flyver Ulrich og jeg sydpå, men inden da, har jeg nogle spændende dage foran mig 🙂

Permanent link til denne artikel: https://www.fredskovmarathon.dk/2012/03/det-var-ikke-det-jeg-mente/

Ikke besat, men passioneret

Nogle vil mene, at jeg er besat – jeg siger, jeg er passioneret. Det er en af de bemærkninger fra mit interview i går, jeg er rigtig glad for. Jeg er en passioneret løber, og jeg kan mærke glæden boble inden i mig, når jeg tager afsted til marathonløb.

I dag var en af de dage hvor jeg forventede at løbe ekstra langsomt. Jeg havde sovet dårligt – været vågen mange gange, var træt i kroppen og tung i hovedet. Det føltes som om, at jeg havde været vågen det meste af natten, og jeg så da også på uret både kl. 2.30 og kl. 4. Jeg lå og lyttede til blæsten og regnen, der piskede mod ruden og krydsede fingre for, at vejret ville blive bedre – det blev det heldigvis.

Jeg kan stadig blive forundret over, hvad entusiasme kan gøre. På en dag som denne, som burde være op ad bakke, kan entusiasme og passion sørge for medvind. I dag har jeg ikke mærket træthed, men derimod masser af glæde. Først over et marathonløb i hyggeligt selskab med Jon og Henriette. Derefter glæden over at se passionerede drenge spille fodbold. Det er heldigvis forskelligt, hvad vi er passionerede omkring 🙂

Permanent link til denne artikel: https://www.fredskovmarathon.dk/2012/03/ikke-besat-men-passioneret/

En dejlig dag

Sidder med et smil i sofaen og har lige set indslaget med Ulrich og jeg i TV2 ØST. SMSerne tikker ind med positive tilkendegivelser og opbakning. Tusinde tak til jer alle for opbakningen. Det betyder MEGET.

Nu er sommerfuglene væk – jeg er jo ikke vant til at se mig selv i fjernsynet, så jeg var meget spændt – Ulrich også 🙂 Det var et rigtig godt indslag, og jeg er meget tilfreds. 

Det har været en travl og dejlig dag, der startede med en tur til Rigshospitalet, hvor jeg mødtes med professor Bente Klarlund og dr.med. Stefan Mortensen. Jeg har selv kontaktet Bente Klarlund for at bede om hjælp til projektet. Jeg vil gerne undersøge, hvad der sker med kroppen, og det vil de gerne hjælpe med. De første test laver vi i juni inden projektstart. Jeg havde en rigtig god snak med Stefan om projektet, hvor jeg fik mange gode indput. Jeg fortæller mere om det hele senere. Nu skal jeg snart i seng. 

Det varer ikke længe, før vækkeuret ringer – klokken kvart i fem i morgen tidlig. Jeg skal løbe Sydkystmaraton Cannonball med start i Hundige. Løbet starter kl.8.30, men hvis jeg først starter der, kan jeg ikke nå Viktors fodboldstævne, og det vil jeg. Så løsningen er blevet, at jeg starter før de andre, og på den måde når jeg det hele. Så jeg siger god nat 🙂

Indslaget kan ses her: http://www.tv2east.dk/video/2012-03-09/marathonkvinden-fra-naestved

 

Permanent link til denne artikel: https://www.fredskovmarathon.dk/2012/03/en-dejlig-dag/

Interview med TV2 ØST

Det har været en spændende formiddag med interview til TV2 Øst. Jeg havde sat to timer af i kalenderen til interview og løbeoptagelser. Det blev til 2½ times arbejde for at have stof til et to minutters indslag i nyhederne. Så bliver det også SUPER godt. Ja, det regner jeg med. Nu skal Søren Langhorn hjem og redigere optagelserne, og så kommer det færdige resultat en af dagene i nyhederne på TV2 ØST. 

Det var en rigtig god oplevelse. Ulrich havde arrangeret det med arbejdet, så han arbejder hjemme i dag. Søren, TV2 ØST, ville nemlig gerne have Ulrich med, så han kunne sige lidt om mig og min galskab 🙂

I starten er det lidt pudsigt at blive filmet, men der gik ikke lang tid, før jeg snakkede løs – Det er der sikkert nogen, der IKKE bliver overraskede over 🙂 Dejligt at få lov til at fortælle om min passion og mit budskab.

Efter interviewet herhjemme kørte Søren og jeg ud til Herlufsholmskoven for at lave løbebilleder. Dagen startede med regnvejr, men da vi landede i skoven kiggede solen frem. Vi brugte cirka en time i skoven på at lave forskellige optagelser med mig løbende i de skønneste omgivelser. Det var sjovt at arbejde for at få de allerbedste billeder. En pige har jo ikke noget imod at lege fotomodel for et par timer 🙂

Så jeg er klar på mere TV, og jeg glæder mig allerede til at være med til TV2 ØSTs optaktsprogram til TV2 ØST Løbet.

Nu gælder det mine fødder. Lige om lidt kommer Fodterapeut Malene Schmøde og befrier mig for den ligtorn, som driller mig.

Det er vigtigt at passe på sine fødder – også selvom man ikke løber marathon. Fødderne skal bære dig igennem livet.

Vær god mod dine fødder!

 

 

 

 

Permanent link til denne artikel: https://www.fredskovmarathon.dk/2012/03/interview-med-tv2-ost/

Hvad gør jeg så??

 I næste weekend har vi mange planer, og så kan det være svært at passe marathon ind (Jeg er jo ikke startet på 366/365) Jeg har overvejet at tage weekendfri, men jeg kan mærke, hvordan det trækker i mig for at komme afsted – ja, til marathon 🙂
Søndag er udelukket af flere årsager. Jeg fejrer min 40 års fødselsdag sammen med min nærmeste familie, som kommer her til frokost. Inden da kan vi lige nå Emilies håndboldkamp. Derudover kan jeg se på løbskalenderen www.motionslob.dk, at der ingen løb er på søndag – men så kunne jeg jo bare selv have arrangeret et marathon 🙂 

Og bare så I ikke kommer for tidligt med lykønskningerne, så er det først den 18. marts jeg har fødselsdag. Det blev bare for dyrt at invitere hele familien med til Rom 🙂

Så er der lørdag tilbage, hvor jeg glæder mig til at se Viktor spille sæsonens sidste indendørs fodboldstævne. Fodbold er om eftermiddagen, og der er marathon i Hundige kl. 8.30, så det kan jeg ikke nå – skulle man tro. Her er det så, at jeg prøver at tænke kreativt og finde en løsning. Jeg VIL så GERNE LØBE – og det gør jeg. Jeg starter bare kl. 6.30 lørdag morgen i Hundige – to omgange før de andre, så jeg kan være tidligt færdig, nå hjem i bad og til fodbold. Jeg passer det ind, så jeg er med, når starten går kl. 8.30, så jeg også kan være med sammen med de andre – det vil jeg ikke undvære 🙂 

Permanent link til denne artikel: https://www.fredskovmarathon.dk/2012/03/hvad-gor-jeg-sa/

Load more