Fridag

Skønt at ligge i sengen til kl. 9.00. 

Dejligt med 15 km på løbebåndet foran fjernsynet.

Alletiders med en eftermiddag i Virum skole hal og se Emilie spille håndbold. 

Fedt med en fridag 🙂

Permanent link til denne artikel: https://www.fredskovmarathon.dk/2012/04/fridag/

Livet er skønt

Det har jeg følt hele dagen. En super dag med dejlige oplevelser. Klokken er 22.30, og jeg er lige kommet hjem. Jeg havde regnet med at skrive indlæg på farten på min iPad i løbet af dagen, men jeg havde udfordringer med internetforbindelsen, så indlægget bliver dagens sidste gøremål.

I dag stod jeg op til en fantastisk solskinsdag. Skøn køretur mod København med blå himmel og solopgang. Kl. 8.00 var jeg klar til start på Amager sammen med 40 andre skønne mennesker. I dag var en af de dage, hvor jeg følte mig MEGET priviligeret at kunne løbe der og have det så godt. Mærke lykkefølelsen bruse indeni. Nyde solen, nyde udsigten, nyde snakkene, nyde livet, nyde mine nye løbesko 🙂 Jeg ville ønske, at jeg kunne give den følelse videre til alle i verden!

Efter løbet var det så lunt, at vi kunne hyggesnakke uden at fryse.

Henriette Lisse og jeg havde aftalt en hyggeeftermiddag, så efter et bad gik vi på jagt efter en restaurant. Det er ekstra skønt at spise et godt måltid efter et marathon.

Jeg er blevet rigtig glad for Henriette, som jeg har løbet med en del gange. Hun løber også mange marathon og elsker at løbe ligesom mig. Hun er super sej, og jeg hepper på hende, når hun på næste lørdag skal prøve kræfter med 100 km. Respekt!

Dagens københavnertur sluttede med en håndboldkamp i Virum. Emilies påskecup startede i dag, så med min gode planlægning fik jeg set hendes første kamp 🙂

Nu er jeg fyldt med gode indtryk, så jeg vil lukke ned for i dag og fortsat nyde det 🙂

PS: Det var en fornøjelse at løbe 42,2 km i mine nye løbesko – Nike Zoom Vomero+ 7. Jeg havde taget de gamle sko med i reserve, men det var slet ikke nødvendigt. 

Permanent link til denne artikel: https://www.fredskovmarathon.dk/2012/04/livet-er-skont/

Påskeferie, fodbold, håndbold og marathon

Børnene har haft påskeferie i fem dage nu, og det har vi alle nydt. Ingen madpakker og lektier. De nyder at være længe oppe om aftenen og sove længe. Viktor elsker at blive under dynen og spille playstation eller se fjernsyn. I dag lå Emilie under dynen til kl. 14 med sin computer og Sims 🙂

Nu går det løs med sport. Viktor starter udendørs fodboldtræning i dag kl. 17.00, og han GLÆDER sig – tog sit fodboldtøj på 2 timer før, så lige nu går han rundt med benskinner på 🙂

Emilie tager til påskecup i morgen med håndbold. Hun skal sove alene ude i 3 nætter for første gang, og hun GLÆDER sig. Kufferten er pakket 🙂

Ulrich er klar til at holde påskefri, selvom det har været næsten ferie med tre hjemmearbejdsdage 🙂

Så er der mig – moderen – kæresten – hun skal løbe marathon – ihvertfald et par gange i påsken, måske tre. Jeg skal også til Lyngby og se håndbold 🙂

Så skal jeg være med til åbningen af Fysium på lørdag. "MØD ANNETTE I FYSIUM 7/4" står der i annoncen. Fantastisk at få lov til at møde en masse mennesker og få lov til at fortælle om min passion. 

Jeg fik forøvrigt indviet mine nye løbesko i formidddags med 12 km, og det var en fornøjelse. Mine fødder smiler, så jeg tager dem på til marathon i morgen. 

Permanent link til denne artikel: https://www.fredskovmarathon.dk/2012/04/paskeferie-fodbold-handbold-og-marathon/

Nye sko og vafler

Familiehygge i sofaen. Barcelona spiller, og drengene er glade, for Barca fører med 3-1. Pigerne sidder med hver sin computer 🙂

Det har været en dejlig dag fyldt med glæde. Jeg startede dagen med en løbetur i solskinsvejr og næsten vindstille. Skønt efter mange dage med blæsevejr. Jeg har aldrig før nydt naturen, som jeg gør nu, og i dag kunne jeg rigtig mærke foråret. 

Løbetur, bad og så en tur til frisøren for at dække de grå hår. Jeg nægter at se ældre ud, end jeg er 🙂 

Nye løbesko – det har jeg glædet mig rigtig meget til. En tur i Fysium, hvor Malene havde travlt med at pakke varer ud og blive klar til åbningen lørdag. Det blev til et par Nike Zoom Vomero+ 7, som jeg glæder mig meget til at indvie i morgen. Jeg har gået lidt rundt indenfor med dem på, og jeg har en god fornemmelse af dem.  

En tur på biblioteket, og så meget VIGTIGT – handle ind til vafler. Hjemme igen gik resten af eftermiddagen med at bage vafler til stor fornøjelse for alle – vafler med vaniljeis og karamelsovs – hvilken himmerisk mundfuld 🙂

Aftenen er gået foran computeren med opdateringer af hjemmesiden. Fredskov Marathon den 27. og 28. april er en realitet, så jeg løber fem marathon i træk. Derudover bliver det min første double. Det betyder, at jeg løber to marathon indenfor 24 timer. Torsdag den 26. april er det Fruens Bøge, og kl. 8.30 fredag den 27. april er det Fredskov Marathon. To marathon indenfor 24 timer. 

Permanent link til denne artikel: https://www.fredskovmarathon.dk/2012/04/nye-sko-og-vafler/

Fem marathon i træk

Træningen er godt i gang, og nu giver jeg den ekstra gas 🙂 Sidste uge blev det til 167 km, og i denne uge planlægger jeg at løbe 150 km. Der er 104 dage til start, og jeg tørster efterhånden efter at komme i gang. Alligevel ved jeg, at tiden kommer til at gå rigtig stærkt, og der er stadig masser af opgaver.

I dag har jeg været ude at besigtige Ven med Livet ruten sammen med familien. Jeg havde ellers ikke planer om at afholde marathon, inden projektet går i gang, men nu bliver det alligevel til to Fredskov marathon sidst i april. 

Jeg vil løbe fem marathon i træk, og det passer ind i programmet den sidste weekend i april. Så kan jeg løbe Damhus Cannonball Marathon onsdag den 25. april, Fruens Bøge om torsdagen, selv afholde marathon fredag og lørdag og så slutte af med Firkløvermarathon i Næstved om søndagen. 

Det er samme weekend, der er Hamborg Marathon – et af de løb jeg glæder mig meget til at deltage i. Jeg overvejede også at deltage i år, men valgte så at gemme nogen oplevelser til senere 🙂 Hamborg er også et af de løb, som vil være muligt for mig at deltage i under projektet.

Besigtigelsen gik godt – ruten er tør og godkendt, og jeg må gerne låne mine forældres indkørsel. Så der bliver Fredskov Marathon fredag den 27. april og lørdag den 28. april, begge dage kl. 8.30. 

Permanent link til denne artikel: https://www.fredskovmarathon.dk/2012/04/fem-marathon-i-traek/

Skinnermaraton

Bare der var et marathonløb i morgen – det er min tanke lige nu. Jeg tørster efter mere, og det må siges at være en god følelse, når jeg nu skal løbe 366 marathonløb i træk 🙂

Weekendens doublet er gået super godt. Vigersted Bjergmarathon i går og Skinnermaraton i dag. Løbet i dag var til støtte for Børnecancerfonden. Det betyder, at vi alle betalte lidt ekstra for at være med, og så går overskuddet til Børnecancerfonden. Leif Skinnerup, som er manden bag Skinnermaraton, arrangerer et lignende løb i Kerteminde den  22. april.

Leif Skinnerup har løbet mere end 250 marathon, og han er en af dem, jeg kun snakker med før og efter løbet, for han løber alt for hurtigt til, at jeg kan følge med 🙂  

Kl. 6.15 ringede vækkeuret, og jeg listede mig ud af sengen. Familien skal jo have lov til at sove længe på en fridag, selvom jeg skal tidligt op. Til trods for gårsdagens marathon og kun 5-6 timers søvn følte jeg mig rimelig frisk og klar til marathon. 

kl. 8.30 var 40 løbere klar til start. Jeg havde lidt svært ved at beslutte mig for, hvor meget tøj jeg skulle have på. Vejret var efterårsagtigt, og det føltes koldt, men jeg valgte rigtig, da jeg lod vinterløbejakken blive i tasken. Jeg startede med friske ben og valgte at løbe stærkt den første omgang sammen med blandt andet Birgitte Munch Nielsen, som også var klar på en doublet.

Fire omgange á 10,5 km. Efter første omgang satte jeg farten ned og fandt det tempo, som passede mig – cirka 6 minutter pr. km. Det var endnu et hyggeligt løb, hvor jeg fik snakket med flere forskellige.

I dag blev jeg mindet om, at jeg skal blive bedre til at tanke energi. Det betyder blandt andet, at jeg skal spise mad hurtigere efter, at jeg er kommet i mål efter et marathon. Jeg venter ofte flere timer, før jeg får et måltid efter et løb, og det er ikke i orden, når kroppen skal være klar igen dagen efter. I dag følte jeg mig sulten under løbet, og det er sjovere, når energidepotet er tilpas fyldt.

Det var rigtig hyggeligt at følges til løb med Malene Ravn fra Fysium. Hende ser jeg igen en af dagene, når jeg skal ud at have nye løbesko. Det glæder jeg mig rigtig meget til.

Som et barn i en legetøjsbutik 🙂

Permanent link til denne artikel: https://www.fredskovmarathon.dk/2012/04/skinnermaraton/

Vigersted Bjergmarathon “Snekkeruten”

Livet er en gave. Jeg sidder i sofaen med computeren i skødet, en pastasalat ved min side og kigger ud i haven, hvor Viktor hopper i trampolin sammen med en kammerat. Mit hår er stadig vådt efter badet og den dejlige følelse efter 42,2 km  er intakt 🙂

Løbet i dag blev arrangeret med kort varsel, så vi var kun fire til start. Det skyldes ikke kun den korte varsel, men også at der i dag er løb mange andre steder. Der er blandt andet en gruppe af løbere, som er i Sverige i weekenden, hvor de løber marathon både lørdag, søndag og mandag. Derudover er der Skinnermaraton i Hundige i morgen

Vi startede ud kl. 8.00 i snevejr. Det havde jeg ikke regnet med. Da jeg kørte hjemmefra var fliserne godt nok våde, men solen kiggede også frem. Heldigvis har jeg efterhånden lært at tage tøj med til alle slags vejr, så jeg havde vinterløbejakken med i tasken, og den havde jeg på de første to runder. En fordel ved at løbe omgange er, at man kan have en taske stående i depotet og skifte tøj undervejs.

Snevejret holdt hurtigt op, så vinterjakken blev skiftet ud med en tyndere model. Det var lidt efterårsagtigt vejr i dag, men fordi vi startede i sne, var det bare dejligt, at det var tørvejr. Jeg må dog nævne blæsten, men så igen – når der er strid modvind den ene vej, er der jo dejlig medvind den anden vej 🙂

De første par omgange fulgtes vi ad allesammen. Men så satte Søren Boserup fart på, og da Birgitte Munch Nielsen og jeg kom i mål, blev Søren færdig med 50 km. Han tog lige et par omgange ekstra, da han var færdig med marathon. Helt vildt sejt 🙂 Han træner til et ultraløb i Grækenland i maj. Anders Munch Madsen løb i sit eget tempo, og Birgitte og jeg fik ordnet verdenssituationen. Super hyggeligt 🙂

Benene har det godt, så jeg er klar til Skinnermaraton i morgen. Jeg har lige været inde og tjekke startlisten, og der er mange kendte ansigter. Det bliver et godt løb. Jeg glæder mig til at følges til Hundige med Malene Ravn, som jeg kommer til at se en del til, da hun skal være daglig leder af landets første Fysium løbebutik. 

Fysium, som sponserer mig, åbner påskelørdag i Næstved, og jeg glæder mig til at være med til åbningen. Fysium er fysioterapi, styrketræning, løbebutik, test- og videnscenter. Ud over at sponsere løbesko og -tøj, kommer Fysium til at følge mig nøje i deres testcenter igennem mit projekt og sikrer mig sparring og behandling. En løsning jeg er meget taknemmelig for. 

Permanent link til denne artikel: https://www.fredskovmarathon.dk/2012/03/vigersted-bjergmarathon-snekkeruten/

Tak for invitationen

Det er super dejligt, at jeg bliver inviteret til at være med i marathonløb. Det er lige det jeg ønsker – at komme rundt i hele Danmark og løbe marathon. Løbe sammen med og møde en masse forskellige mennesker. I dag fik jeg en sådan invitation, og jeg har næsten sagt ja tak. Jeg kan planlægge det sådan, at jeg løber i Jylland både lørdag og søndag. Familien vil gerne med, så det bliver en lille miniferie med en overnatning eller to. Lyder godt, ik!

Jeg har fået en lignende invitation til et marathonløb, hvor ruten er hårdere end sædvanligt. Danmarks Højeste Marathon den 7. oktober 2012 sagde jeg nej tak til, da jeg helt ærligt tænkte, at det måske er for hårdt, når jeg løber 42,2 km hver dag. Måske lidt "kyllinge-agtigt"!

Det er ikke fordi, at jeg er bange for kuperede ruter. En af mine favoritruter er Skodsborg Marathon, som jeg også mener, man kan kalde for krævende. Skodsborg har jeg tænkt mig at løbe mange gange i løbet af projektet. 

Nu overvejer jeg seriøst Rubjerg Knude-løbet den 19. august, for jeg vil jo gerne ud og opleve mange forskellige løb. Ruten er krævende nogle steder, står der på hjemmesiden, men jeg tænker, at så må jeg bare gå, hvis der er stigninger udover det sædvanlige, eller hvis det er for hårdt at løbe i sandet.

Det er jo sådan med det her projekt, at jeg hele tiden må prøve mig frem, mærke efter og rette ind efter det. Der er ingen brugsanvisning. Jeg kan ihvertfald mærke, at det bliver for kedeligt, hvis jeg kun løber på flade ruter. Variation er godt 🙂

Weekendens marathon byder også på variation. I morgen gælder det Vigersted Bjergmarathon, som er lettere kuperet. Navnet snyder 🙂 På søndag er det igen Skinnermaraton's og den flade rute på stierne i Ishøj, Hundige og Vallensbæk Strand. 

Permanent link til denne artikel: https://www.fredskovmarathon.dk/2012/03/tak-for-invitationen/

Årets første doublet i weekenden

Det hedder en doublet, når man løber marathon to dage i træk. Hvis man løber to marathon på samme dag – indenfor 24 timer – hedder det en double. Jeg løber et marathon både lørdag og søndag, så jeg løber årets første doublet. 

På lørdag kl. 8.00 er det Vigersted Bjergmarathon "Snekkeruten" afholdt af Birgitte Munch Nielsen – en kvinde jeg har stor respekt for. Birgitte er bare super sej og samtidig super sød. Hun er den kvinde i Danmark, der har løbet flest marathonløb – nr. 250 på lørdag. Hun løber også ultraløb, der er defineret som et løb, der er længere end et marathon. Sidste år løb Birgitte blandt andet 100 miles og næste ultraløb er 100 km. 

Lørdag løber jeg også sammen med Birgittes far, Anders Munch Madsen, som har løbet flest marathon i Danmark. I november 2011 fejrede vi ham, da han rundede 500 marathon, og antallet stiger hele tiden. Anders er et forbillede som løber og som menneske. 

Anders og Birgitte har været en del af løbemiljøet i mange år, og lige fra første gang jeg hilste på dem, har jeg følt mig velkommen. De er altid klar til at dele deres mange erfaringer, og jeg suger til mig. Jeg sætter stor pris på at have lært Anders og Birgitte at kende, og jeg bliver altid glad, når jeg ser deres navne stå på startlisten 🙂

På søndag gælder det Skinnermaraton i Hundige. Denne gang har Leif Skinnerup arrangeret løbet til fordel for Børnecancerfonden.

På billedet ses fra højre Anders Munch Madsen, Claus Ø og Leif Skinnerup

Permanent link til denne artikel: https://www.fredskovmarathon.dk/2012/03/arets-forste-doublet-i-weekenden/

Nye udfordringer

I dag startede jeg dagen med kontorarbejde. Det var følelsen i maven, der bestemte, at det var det og ikke løbeturen, der kom først. Jeg bruger en del tid foran computeren med at skrive, opdatere hjemmeside og besvare mails. Det er helt ok – det er en del af arbejdet. Dejligt at besvare kommentarer her på hjemmesiden og mails med støtte og opbakning 🙂 

Nu har jeg været ude at løbe 18 km, så benene er rolige igen og sindet ligeså. Min krop og sind er vant til at løbe hver dag, så jeg har det bedst efter min løbetur. Afhængig, jeps 🙂

Nu har jeg skrevet endnu en spændende aftale i min kalender. Det er med journalist Jacob Linddahl fra TV2 Øst, som vil lave et indslag med mig i forbindelse med optaktsprogrammet til TV2 Øst Løbet. Vi har aftalt, at jeg løber 42,2 km, svarende til et marathon. Han filmer, mens jeg løber og interviewer mig undervejs. Det er første gang, at jeg løber så langt alene. Helt alene er det jo ikke, men alligevel. Det bliver en ny og spændende oplevelse.

Så bliver et logo ved med at dukke op i mine tanker – eller nærmere det, at jeg ikke har et logo. Jeg forstiller mig et logo, hvor 366/365 indgår. Skal jeg have et logo til projektet? Skal jeg have logo til Fredskov Marathon? Mit umiddelbare svar er JA, men så skal jeg jo være kreativ og finde på et! Endnu en ny og spændende udfordring 🙂     

Permanent link til denne artikel: https://www.fredskovmarathon.dk/2012/03/ny-udfordringer/

Load more